Da jeg skrev mit sidste blog-indlæg var det næsten helt sikkert, at Michael Rasmussen ville vinde Tour de France. Men sådan skulle det, som bekendt ikke gå.

Dagen efter mit sidste indlæg, hvor jeg hyldede Vinokourovs genoprejsning i løbet, vandt Rasmussen sin største sejr på Col d’Aubisque. Det var dagen før, jeg rejste af sted til Kina.

Mens jeg var ved at pakke de sidste ting onsdag aften, blev jeg ringet op af en kammerat, der spurgte, om jeg havde tjekket nyheder. Jeg fik et chok. Helt bogstaveligt. Da jeg læste, at Michael Rasmussen var blevet smidt ud. På grund af hvad? Det står mig stadig uklart.

Tankerne og spørgsmålene fór rundt i mit hovedet. Så jeg fik ikke sovet meget den nat (det lyder som en kliché, men det er sandt). Næste morgen brød jeg sammen over morgenmaden. Det var, som om min verden styrtede sammen. Min helt havde tabt. Var blevet trukket gennem hele den globale landsby til guillotinen for at blive henrettet af bødler fra Rabobank og Tour de France-societetet. Det mindede mig om tiden før den franske revolution i 1789, hvor borgerne blev ført til henrettelsesmaskinen af kongens håndlangere uden retslig beskyttelse. Tænk at sådan noget stadig kan foregå i et civiliseret europæisk land anno 2007!

Jeg ryster stadig på hovedet. Michael Rasmussen er den største gave til cykelsporten i mange, mange år. Hans præstationer i Tour de France kan i de sidste 17 år kun af sammenlignes med salige Marco Pantani. Indurain og Armstrong detroniserede løbet. Lagde låg på det. Holdt modstanderne i et solidt jerngreb, som ingen kunne vriste sig fri af. Michael Rasmussen fik løbet til at eksplodere. Han rev det i stumper og stykker. Sammen med Contador.

Contador må vi ikke glemme i den sammenhæng. De to cowboys red op af bjergene på deres jernheste i et forrygende væddeløb. Først angreb den ene, så den anden.

Jeg kalder udelukkelsen af Michael Rasmussen for et af idrætshistoriens største justitsmord. Kald mig blåøjet eller jubelidiot.

Jeg elsker bare godt cykelløb!

Han er en skæv type, Vinokourov. Væk den ene dag, genopstået den næste. Han klæder i den grad Tour de France.

Vinokourov kom, så og sejrede (vini, vidi, vici) på gårsdagens etape efter et fantastisk angreb. Lille Vino kan vende modgang til noget positivt. Og det han præsterede i går, var bestemt i den positive afdeling. 

Men det skal handle om Rasmussen. Og Contador. Løbets kombattanter par excellence. I særklasse de to stærkeste klatrere Tour de France har set i mange, mange år. Ikke siden den salige Pantani har klatrerne haft nok virilitet i bjergene til at dominere klassementet.

Hvor klæder de hinanden godt, Contador og Rasmussen. Og deres respektive trøjer. Den gule og den hvide. Det er mange år siden løbets to førende ryttere har udfordret hinanden så kraftigt. Igen og igen.

Jeg må indrømme, at jeg er vild med Contador. Han kører vildt. Han kører med ungdommens kådhed. Som en løve der er blevet sluppet ud af sit bur, efter at have kigget på middagskødet i flere minutter. Han har ingen hæmninger. Han ved, at han skal angribe for at vinde. Den simple logik er ikke en selvfølge i Tour de France - beklageligvis. Men Contador ved det. Og hans mesterlige sportsdirektør Bruyneel ved det.

Sikke et syn det er at se Contador sætte løbets gule trøje under pres hver gang, lejligheden byder sig. Men Contadors coup d’etat er ikke lykkedes - endnu. Men jeg tror ikke, det vil ske i år.

Hvis Contadors angreb fascinerer mig, må den gule trøjes forsvar være endnu flottere. Og det er det. Især når det er en dansker. Michael Rasmussen klæder den gule trøje. Det er et stort forsvar, han var ude i i går. Han var presset af den eksplosive Contador. But he resisted the attacks. Med bravour.

Man så aldrig Ullrich og Armstrong i de samme dueller head-to-head på bjergene. Dertil var Armstrong for stærk. De kørte kun mod hinanden på enkeltstarterne. Men nu. Med Rasmussen og Contador ser man den direkte duel udspille sig i bjergene. På de højeste tinder. Det er som om, de leger “katten efter musen” med hinanden. Som om angriberen siger: “Kan du fange mig?”. Og forsvareren svarer prompte: “Ja!”, efterfulgt at et “men kan du fange mig!?”.

Forhåbentlig får vi samme duel at se i morgen. På løbets kongeetape.

Jeg tror nu for alvor på, Rasmussen maler Paris gul. Han har overbevist mig.

Allez Michael

Michael Rasmussen fejrer ikke blot betagende triumfer på de franske landeveje. Med sin charmerende kørestil kører han sig også ind i hjertet på den danske befolkning. Det er en enestående bedrift, Rasmussen er ved at gøre færdig.

Efterhånden kan det øgenavn; kyllingen, vist ikke være mere misvisende. I stedet burde han være Superman eller slet og ret Michael Rasmussen. For det er, hvad han virkelig er. Igen i dag skilte han sig ud som feltets toneangivende rytter. Rasmussen sætter farten. The New Order. Eller måske The New Age.

Væk er tristessernes tid under først den defensive Indurain og senere den suveræne Armstrong. Den tid hvor én rytter lagde låg på løbet. Undertrykte klatrerne. Disse rammer og traditioner har Rasmussen brudt. Med Rasmussen i Tour de France er der ren anarki. Og hvilket cykelløb det giver!

Michael Rasmussen er en gave til cykelsporten. En dessert der bliver serveret, så snart den franske geografi går mod himlen.

I går forsvarede han sin gule talisman til ug med kryds og slange. I dag rev han endnu en gang favoritterne fra hinanden. Med sine veltimede og aggressive ryk stak Rasmussen en sylespids i næsten alle konkurrenternes dæk. På nær én. Contador. Kometen fra Madrid. Et ubegribeligt talent der er braget ind på den største scene af dem alle.

Det var et rørende view at se Rasmussen og Contador køre side om side op ad den sidste brutale stigning. To så rene bjergryttere. Brothers in War.

Det er disse små klatrere, der åbenbarer løbet. Rebeller. En sand fryd for øjet.

Rasmussen har tidligere kørt irrationelt og mod al fornuft. I år er han modnet. Han kører for at vinde Tour de France. Med vanvid og dristighed. Og courage. I en tid hvor doping dagligt fylder mere metervis af spalteplads i aviserne, er Rasmussen en Messias for cykelsporten. Den måde han har vundet og forsvaret den gule trøje giver næring til cykelsporten. Det viser at Tour de France er så meget mere end doping. I år er Tour de France et cykelløb. En væddeløb på højde med de største præstationer i Tour-historien.

Når Rasmussen - og det er jeg nu overbevist om, at han gør - maler byen gul i Paris, skriver han sig ind i historien som én af få klatrere, der har vundet Tour de France. Gaul i 58′, Bahamontes i 59′, van Impe i 76′ og Pantani i 98′.

Det er stort. Det er vanvid. Gør det nu færdigt!

Allez Michael