i en ny by
Et nyt sted, tilværelse. Før bondebyen Bolderslev, nu oplyste Odense. Tre et halvt år hvis alt går vel, og det gør det som bekendt i eventyr.
For det er faktisk et eventyr for mig. Første del af manuskriptet har ganske sikkert været skrevet før, men den videre handling skal jeg nok få gjort unik på den ene eller anden måde. Håbet om at blive optaget på journalisstudiet i Odense blev realiseret. Forløsningen på flere måneders hårdt slid og stress. Forløsningen på mit videre livsforløb. Farvel til brødfabrikken, goddag til universitetet.
Det er nu min nye arbejdsplads. Moderne faciliteter stillet til rådighed for journalistspirerne. We lucky few…
Indlogeret over for sygehuset i centrum af Odense, hvor jeg har min base. Praktisk i tilfælde af uheld. En 36 kvadratmeter lejlighed skal servicere mit behov for afkopling og søvn. Fjernsynsbold og opgaver. Morgenmad og aftensmad. Jovist, jeg er en krævende person.
Lejligheden har godt halvanden kilometer til gågaden, og fem, seks stykker til universitetet. Motion i hverdagen, kort hjem til og fra diskoteker i weekenden. I min optik en sund ligning.





