Den danske historie om den lille grimme ælling er nu ved at brede sig til et skandinavisk eventyr. Først skrev salige H.C. Andersen eventyret i Danmark, så vandt det danske fodboldlandshold Europamesterskabet i Sverige og nu har håndboldherrerne muligheden for at vinde endnu et trofæ - i Norge.

Den forvandling håndBoldsen & Co. er gennemgået på bare et par dage er enestående. Den grimme ælling, vi så klare sig gennem kampene mod Norge, Montenegro og Rusland i sidste uge, er i denne uge vokset sig til en stor smuk svane. Så smuk, at den er favorit til at vinde over Tyskland i semifinalen.

Vores sydlige naboer har haft mentale udfald i turneringen, men har i de sidste par kampe fundet den inkarnerede koncentration frem. Danskerne er bare blevet bedre og bedre. Et rigtigt turneringshold.

Tyskerne har trukket store veksler på en lille gruppe af spillere. Hens, Glandorf, Kehrmann og Jansen har fået ganske få pauser. Modsat har Wilbek roteret rundt med danskerne. Derfor bør vores centrale spillere være bedre restitueret end tyskernes. Det bliver den afgørende forskel i dag.

En del af de tyske spillere har ganske vist spillet både EM- og VM-finale før, mens danskernes sidste stoppested de senere år har været semifinalen. På papiret er tyskerne mere rutineret, men jeg vælger at tro, at den danske sult efter mere end bronzemedaljer gør dem i stand til at præstere på absolutte maksimum.

Wilbeks tropper har været turneringens bedste hold. Derfor bør vi også tage favoritværdigheden på vores skuldre. Og ikke mindst leve op til den.

Held og lykke, Danmark.

Lørdag var der heldigvis ikke meget sport ude i verden af interesse før klokken 16. Ergo fik jeg læst et par timers International Politik lørdag eftermiddag. Men efter klokken 16 var det slut. Først blev jeg forstyrret af en sulten trang til at se Reading - Manchester United. Da den var færdig, kunne det næsten ikke betale sig at læse fra 18 til 20, når jeg i samme periode skulle have aftensmad. Derfor så jeg mig nødsaget til at smide en film på. En ganske sublim en af slagsen faktisk. 3:10 to Yuma med Russell Crowe og Christian Bale.

Så meldte Sverige - Frankrig i håndbold sig klokken 20 (derfor måtte jeg vente med afslutningen på filmen til senere på aftenen). Sådan en håndboldkamp tager jo det meste af halvanden time, så da den var færdig, kunne jeg passende zappe over på de sidste 13 minutter af Getafe - Sevilla, hvor jeg endda fik de to dramatiske mål i kampens slutfase med.

Nå. Så blev klokken 22. Slutningen på 3:10 to Yuma måtte jeg bare se. 40 minutter senere plus lidt surfen på nettet, kunne jeg se en 20 minutter af Villareal - Valencia. Det blev kun til 20 minutter af anden halvleg, fordi jeg havde besluttet mig for at gå tidligt i seng. Ikke så meget på grund af eksamenslæsningen. Næh. Der var boksning om natten!

Roy Jones, Jr., mod Felix Trinidad. Et længe ventet opgør mellem to af halvfemsernes største bokseikoner. Ifølge programmet var den sat til at starte klokken 3 dansk tid. Min overbo holdt i øvrigt fest, så klokken 2 var jeg endnu ikke faldet i søvn. Men det var åbenbart alligevel lykkeds mig at få nattebesøg af Søvnen, for jeg vågnede med et spjæt, da Lasse Jensen og en genudsendelse af Mennesker og Medier bragede ud af klokkeradioen præcis klokken 03:00.

Det krævede en del mental disciplin at rejse mig fra sengelejet. Jeg fik tunet ind på den rette kanal og måtte konstatere, at der var en anden kamp i gang. Nå. Så måtte jeg nuppe den med. Den tog kun en time, da den gik de 12 omgange ud. Men bedst som jeg troede, at nu skulle hovedkampen i gang, blev jeg taget på sengen (haha). Der var åbenbart lige endnu en ligegyldig kamp, der skulle bokses, før den ”rigtige” kamp kunne starte. Irriteret og træt satte jeg klokkeradioen til 05:15 og lagde mig til at sove igen. Da der endnu en gang kom talende toner ud af maskineriet midt i min nattesøvn, var jeg usandsynlig tæt på at blive liggende. Men jeg fik overbevist mig selv om, at det ikke var tid til at karakterdræbe mig selv.

Jeg tændte computeren - igen. Fandt den rigtige kanal, som ikke gad virke. Surfede hurtigt ind på et boksesite. Nej, kampen var endnu ikke gået i gang. Men sendetiden på de kanaler, som streamede kampen, var udløbet! Ergo ingen kongekamp. BANG! Jeg nåede knap nok at blive rasende, før jeg var faldet i søvn.

Hele dette nattecirkus gjorde, at jeg først stod op søndag middag. Først skulle have den daglige løbetur, så vaske tøj. Så blev klokken 14. Dermed var der intet belæg for at begynde at læse til eksamen, når der kun var en time til Udinese - AC Milan startede. Efter den kamp startede Danmark - Rusland. Så Atletico Madrid - Real Madrid. Nu var klokken 21. Så på nettet og se fjerde afsnit af Sommer. 22:00. Lidt surfen efter sportsnyheder. Og endnu en film, Juno. 00:30 og i seng.

Det er ikke nemt at læse til eksamen! Men hvem har i det hele taget hævdet det?

Det er et dårligt tegn, at vi tabte anden halvleg mod Montenegro med et mål. Modstanderen var så dårlig, at vi burde have kværnet den sønder og sammen. Men dertil var danskerne ikke mentalt parate. Jeg forstår til fulde Wilbeks frustrationer efter kampen. “Det var noget sjusk,” sagde han. Og det var det. Danmark præsterede kun et minimum af gennemspillede, veludførte angreb. Det vækker bekymring i den henseende, at Montenegro bliver vores svageste modstander i hele slutrunden.

På positivsiden kan vi til gengæld glæde os over, at forsvarskæden er velsmurt, når vi vel at mærke har vores dygtigste forsvarsspillere på banen. I anden halvleg, hvor jernmanden Jørgensen fik et hvil, blev indsatsen igen ukoncentreret. Heldigvis gav det rige muligheder for førstemålvogter Kasper Hvidt at relancere sit slutrundeniveau. Hvidt var fremragende i anden halvleg, og med vores uinspirerende angrebsspil in mente, så bliver det livsvigtigt, at vores forsvarsværk er hulfri.

Kampen mod Rusland i morgen bør ikke give anledning til bekymring. Nordmændene nedsablede russerne med 11 mål i går takket være en verdensklassepræstation af målvogter Steinar Ege, der totalt afvæbnede de russiske langskytter. Danmarks kamp mod Rusland bliver en kærkommen mulighed for at få orkestreret vores angrebsspil. Især må storskytten Møller Madsen grave dybt i sin stolthed og finde tidligere tiders storspil frem.

Godt nok siger Wilbek, at kampen i aften ikke er altafgørende. Det er den naturligvis heller ikke i den forstand, at Danmark er definitivt ude, hvis vi taber. Men meget vil være ganske lettere, hvis vi kan besejre Norge. Så er vi minimum sikret to point i mellemrunden, hvor vi med stor sandsynlighed tørner sammen med Kroatien og Polen.

En sejr mod Norge og storsejr mod Montenegro i morgen, vil give et solidt rygstød til kampen mod Rusland. Og hvis den også kan vindes, så har vi pludseligt maksimum point med i mellemspillet.

Omvendt kan et nederlag til Norge betyde dårlige fornemmelser til kampen mod Rusland. Skulle Danmark gå hen og tabe den kamp også, så tager vi ingen point med i mellemrunden. Dermed er vi reelt ude af medaljeslutspillet.

Meget afhænger altså af i aften. Uanset om Wilbek vil erkende det.

Michael Rasmussen gav mig så mange dejlige oplevelser. Fantastiske, eventyrlige, umulige drømme. Men denne skrøbelige eksistens viste hele verden, at det er tilladt at tænke stort. Det, ingen troede var muligt, blev pludseligt forvandlet fra en pervers tanke til en logisk slutning. At Rasmussen var den stærkeste rytter i Tour de France.

Han sejrede så meriterende på Col d’Aubisque den skæbnesvangre onsdag i juli. Sin største triumf i karrieren. Een af de smukkeste etaper i Tourens mytologiske historie. Men den aften blev vi alle sendt fra Himlen til Helvede. Så abrupt, så brutalt. Umenneskeligt, uværdigt.

Rasmussens arbejdsgiver bukkede under for det klamme dopingspøgelse, der hele tiden havde omringet Rasmussen siden hans erobring af den talismaniske gule førertrøje. Bukkede under for pres fra Tour de France-arrangørerne, der hellere så en spanier i løbets førertrøje end en klejn dansker fra et land med kun få millioner indbyggere. Så grim er bagsiden af medaljen.

Den onsdag aften græd jeg. Rasmussen var fire dage fra Paris. Byen der lugtede lige så meget af frihed og sejr, som Berlin gjorde for de allierede soldater under anden verdenskrig. Beskedne fire dage fra en af Tour-historiens smukkeste sejre. Helten Rasmussen blev bestialsk gjort til skurken for cykelsportens deroute.

Det har efterfølgende vist sig, at Michael Rasmussen er en løgner. Men det kan ikke fjerne de minde uforglemmelige minder, han gav mig. Hvordan skal jeg kunne slette min hukommelse, lade som om jeg ikke har set det?

2007 gav mig både nogle af de smukkeste og modbydelige oplevelser. Det er desværre som regel det sidste, jeg husker bedst. Den smertelige sortie. Den julidag myten Michael Rasmussen blev karakterdræbt.