Justitsmordet på Aubisque

Da jeg skrev mit sidste blog-indlæg var det næsten helt sikkert, at Michael Rasmussen ville vinde Tour de France. Men sådan skulle det, som bekendt ikke gå.

Dagen efter mit sidste indlæg, hvor jeg hyldede Vinokourovs genoprejsning i løbet, vandt Rasmussen sin største sejr på Col d’Aubisque. Det var dagen før, jeg rejste af sted til Kina.

Mens jeg var ved at pakke de sidste ting onsdag aften, blev jeg ringet op af en kammerat, der spurgte, om jeg havde tjekket nyheder. Jeg fik et chok. Helt bogstaveligt. Da jeg læste, at Michael Rasmussen var blevet smidt ud. På grund af hvad? Det står mig stadig uklart.

Tankerne og spørgsmålene fór rundt i mit hovedet. Så jeg fik ikke sovet meget den nat (det lyder som en kliché, men det er sandt). Næste morgen brød jeg sammen over morgenmaden. Det var, som om min verden styrtede sammen. Min helt havde tabt. Var blevet trukket gennem hele den globale landsby til guillotinen for at blive henrettet af bødler fra Rabobank og Tour de France-societetet. Det mindede mig om tiden før den franske revolution i 1789, hvor borgerne blev ført til henrettelsesmaskinen af kongens håndlangere uden retslig beskyttelse. Tænk at sådan noget stadig kan foregå i et civiliseret europæisk land anno 2007!

Jeg ryster stadig på hovedet. Michael Rasmussen er den største gave til cykelsporten i mange, mange år. Hans præstationer i Tour de France kan i de sidste 17 år kun af sammenlignes med salige Marco Pantani. Indurain og Armstrong detroniserede løbet. Lagde låg på det. Holdt modstanderne i et solidt jerngreb, som ingen kunne vriste sig fri af. Michael Rasmussen fik løbet til at eksplodere. Han rev det i stumper og stykker. Sammen med Contador.

Contador må vi ikke glemme i den sammenhæng. De to cowboys red op af bjergene på deres jernheste i et forrygende væddeløb. Først angreb den ene, så den anden.

Jeg kalder udelukkelsen af Michael Rasmussen for et af idrætshistoriens største justitsmord. Kald mig blåøjet eller jubelidiot.

Jeg elsker bare godt cykelløb!