En tilbagevendende fornemmelse blev vakt i mig sidste weekend; jeg hader at køre i tog.

Som sådan er der ikke noget i vejen med togene, man sidder jo egentlig fornuftigt når man endelig får sig en siddeplads, men det er bare ikke min kop te. Især ikke når man skal skifte tog undervejs, det er oftest lig med ventetid, masser af ventetid.

Men ak ja, jeg slap da levende fra en halv times ventetid på Fredericia Banegård. Jeg troede måske, at ventetiden ville lulle mig nogenlunde i søvn, når jeg atter ville stige på det næste tog, men sådan måtte det ikke være. Trods 2½ times transport fra Rødekro til Århus, så lykkedes det mig akkurat at sove hele 0 timer, 0 minutter og 0 sekunder. Imponerende timing (optag mig Guiness).

Næsten entret Århus Banegård lykkes det mig at underholde en musestille togvogn med en velklingende sønderjysk jargon, blot fordi Rasmus absolut ville informere mig om, at han endnu ikke havde grejet hvilket perron jeg ankom på. Fair nok, han kunne selvfølgelig ikke vide, at jeg annulerede hans første opkald med fuldt overlæg. Men hvem fanden snakker i mobil (nårh ja, den historie har i endnu til gode, jeg har fået en ny én), når de kører i tog?!

Resten af flokken havde naturligvis fortæret et aftenmåltide, da jeg lørdag kl. 18 lokal århusiansk tid ankom til storbyen. Skulle nogen stadig være i tvivl om mit ærinde, så skyldes det Thiesen og Sørensens (indflytter?)fest. De 2 gæve sønderjyder er endelig flyttet til grønnere egne, og hvad betyder det så? Nu er jeg officielt den sidste tilbageblevne af crewet i Bolderslev, den sidste der bor hos moar (endnu en rekord til Guiness, det ender med, de må udgive en hel bog om mig).

Helt og aldeles ukendt i Århus centrum (ja, ja, også resten af byen, men det behøver jeg jo ikke fortælle, vel?) vandrer jeg rundt efter en Burger King, som ifølge Rasmus Krak.dk ligger ud af døren og til venstre (!). Godaw do, naive mig fik gået nogen meter, havnede på en Sunset (eller hed den Subway?), guffede en sandwich, fandt tilbage til Filetkongen og -prinsens lysthus, fandt en stol, åbnede en øl, og dér sad jeg de næste 4-5-6 timer (tissepauser ekskluderet). 

Vi er nu gået på disko.

På et tidspunkt har jeg fået en falaffel.

Jeg kommer i seng på et andet tidspunkt.

Sørensens sms-flirten vil ingen ende tage tidligt søndag morgen. Hans popsmarte mobiltelefon med tastaturtoner irriterer mig grusomt, men da han ærligt forklarer, at han liiiige er midt i, at sende samtlige damer i nummerkartoteket en invitation til en fræk søndag aften, så accepterer jeg det overbærende. Jeg har trods alt meget at lære af ham endnu, en mentor disser man ikke bare!

Det var Prins Thiesen ellers ved få timer forinden. Et ganske spøjst indslag opstod mellem ham og Sørensen, da de begge havde hver deres version af en episode på diskoet. Sørensen ville ikke have, at Thiesen forstyrrede hans sweettalken med damerne på diskoet og havde bedt ham om at gå, så han kunne charmere i fred. Thiesen derimod, troede at Sørensen havde disset ham, da han anså ham som en reel konkurrent til damerne. Forvirrende? Ja tak. Men de blev da forsonet, og Rasmus og jeg fik en morsom oplevelse for livet.

Ikke så snart havde Sørensen lagt sin bippende mobil til ro, før Jimi dukkede op med tøserne. Hurtigt opstår der rygter om, at Jimi har optaget undertegnede i en underholdende dans der både inkluderer moonmalk, running man og delvis afklædning midt på dansegulvet. Det er det purre opspind, kan jeg love. En nobel herre som mig… tsk, tsk. Never.

Vi sender tøserne afsted med toget, og finder vej til et fast food-spot. Som var det skæbnens ironi, så møder vi på vej mod McDonalds, McClemens! Jeg får kastet et improvisativt, men ganske catchy håndtegn mod rapperen, som rutineret gengælder det. Jeg føler mig allerede dybt inde i rap-kulturen. Men havde man forventet andet? Jeg er jo et dannet menneske, der forstår at klimatisere sig.

14.52 stiger Rasmus og jeg på et tog mod Hamburg Haubtbahnhof (glem det, vi havnede ikke i Hamburg). I toget møder vi en venlig konduktør/steward ved navn Lars. Lars er min gamle kærestes far, og vi kom rigtig godt ud af det dengang. Det tog ham lige en 5 sekunder at huske mit navn, men så snakkede og snakkede han længe, festlig fyr, og han lovede at hilse derhjemme. Da han gik, sad Rasmus og var sur. Rasmus har også været sammen med Lars’s datter i nogle måneder, men Lars genkendte ham ikke. Tihi, jeg må have gjort et godt indtryk!

Samlet set, en skøn weekend i vennernes tegn.

Den verden vi lever i, er altså en underlig størrelse. Jeg forstår efterhånden tydeligt, hvorfor nogen har svært ved at finde sig til rette i den.

Tag nu bare her i går; Højbjerg og mig er taget til storbyen Kolding for at kigge lidt på ditten og datten. Vi havner på et studiecenter, hvor jeg skal have fat i et ansøgningsskema til Den Koordinerede Tilmelding, hvilket der ikke burde være de store besværligheder ved.

2 middelaldrende damer sidder ved hver deres computer i rummet og betjener henholdvis en indvandrer med kort hår, sort jakke og en lækker kæde om halsen, som ville være mekaniker, og en alt for ung indvandrer-mor med sit lille barn, der vist var mest tændt på noget med handel (det er nu kære læser, De skal begynde at undre Dem hvorfor jeg ved alt dette).

Høflige, velopdragne Højbjerg (han hedder for øvrigt også Henrik) og mig, Dupont og Dupont, sætter os i al stilhed på hver sin stol og begynder at vente på betjening. Tiden går. Højbjerg får snart fyldt et helt bord med uddannelsesmateriale fra alle landets institutioner (efter sigende bare for at de skulle bøvle med at lægge det hele tilbage), mens skriverkarlen for længst er dykket ned i en pjece om A.P. Møllers uddannelser.

Alt i alt, så opfører vi os pænt (feltmadrasserne vidste jo ikke, at vi efterhånden havde en alt for stor bunke foldere liggende på vores bord), men stadig bliver vi ikke betjent. Faktisk først da Højbjerg begynder at trække vejret enormt dybt og stønner lidt, henvender den ene dame sig til os. Hun beklager ventetiden blablabla, jeg får hurtigt indskudt, at vi jo sådan set bare skulle have et blablabla til blablabla, og 15 sekunder senere er vi ude med, hvad vi kom for i hænderne!

Undskyld mig, men er dette ikke blot et skoleeksempel på en helt forrykt verden? Når man opfører sig eksemplarisk, får man ingenting. Men lige så snart man antyder en vis utilfredshed, så kan man få det hele.

Så hvis i en dag render ind i en særdeles ubehøvlet mandsskikkelse, så er det for eftertiden mig!

Så lykkedes det endelig, efter så mange års venten. En drøm er realiseret. Jeg har nu set paradiset, og må tilbage der til.

Den mousserende vin flyder en masse og der er vindruer og letpåklædte damer ad libitum, som danser omkring de bedårende eukalyptustræer. Herren står og skutter sig i den kolde februar luft, mens drengene svedende arbejder med konditionen…

Bolderslev fodboldklub med det originale navn B1950, er for en stund blevet professionel (sådan næsten), og jeg er ellevild. Ganske vist føles mine ben som blyklodser, de professionelle tilstande er først lige begyndt, men hvad gør det når man elsker det?

De næste 2 uger lever jeg udfra et professionelt dogme; det skal gøre ondt, før det gør godt! Sådan. Det siger mænd af den rette støbning (stakkels pigebarn). 3 gange træning plus en kamp per uge, det er en stigning på hele 50 % af træninger i forhold til min hidtige karriere. Fabelagtigt, men desværre kun i pre-season.

Min lægmuskulatur minder om Bora Bora-bjergene i Afghanistan efter amerikanske jagerfly havde aflagt dem et visit; sønderbombet. Som tidligere tofoldig cooper-test-mester i gymnasietiden plejer skriverkarlen ellers at være i fornem form, men denne vinter har jeg foretaget mig absolut intet, der har med sport at gøre. Det viser sig nu, at være en stor, stor fejltagelse. You learn from mistakes young padawan.

I morgen kan der restitueres og det ser jeg frem til. Men alligevel, alligevel så sniger der sig en psykopatisk tanke frem fra øverste etage; jeg vil løbe en lille tur. Bare en 3-5 km, lige for at markere. Man er vel seriøs - det er trods alt Serie 4. Meeeen, nu ser vi.

Godnat