Midt i min melankolske hverdag, der blot er blevet endnu mere trist efter skaden i lørdags, sker der i dag noget rigtig spændende; jeg skal starte på højskole.

I 4 uger skal jeg deltage i et intensivt journalist kursus på Askov Højskole, så mine chancer forhåbentlig er større til at bestå optagelsesprøven ved journaliststudierne til maj.

Jeg glæder mig helt vildt. Tænk; hele 4 uger, hvor jeg ikke skal spadsere rundt på Kohberg og lægge øre til bagermesternes evindelige brok. Herligt. Det irriterer mig dog en del, at jeg den første uge må humpe rundt på krykker, men sådan er livet jo.

Hvorvidt jeg får tid til at opdatere bloggen i hverdagen, tør jeg ikke sige. Men da vi skal have computer med derop, så regner jeg da med at få lidt online-tid. Det ser vi.

Au revoir.

Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så er jeg godt dum. Sådan godt gammeldags dum, for en gut som mig burde vide bedre. Det er sket utallige gange før, men alligevel så skal man lege med ilden.

Så nu går jeg med krykker.

Weekendens lørdag eftermiddag bød på amatørholdet B1950’s træningskamp nummer 2 i pre-season. Første kamp i torsdags vandt vi i overlegen stil 5-1 over et ungt Serie 6-hold, skriverkarlen scorede til 4-1, så jeg havde sådan set store forventninger til lørdagens kamp.

Hovlunds lokale Serie 5-svende tog imod Bolderslevs stolte amatører. Efter rundt regnet et kvarters spil, har jeg bevæget mig ud i højre side fra min position som spilstyrende på midten. Fikst reklamedribler jeg forbi en modstander, går mod baglinien (som i fjernsynet), ser ganske vist en modstander komme flyvende med 120 km/t, men drister mig alligevel til slå indlægget. Og der ligger jeg så sekunder senere og vrider mig i smerte. Jeg skulle have hoppet over tacklingen, og reddet hjørnesparket, men næh nej, Henrik skulle absolut lege Joaquin (ham fra Betis), og nu må jeg tage prisen.

Det værste er nu lige godt, at tacklingen formentlig blev sat ind af en smed fra Kohberg! Jeg er dog ikke 100 % sikker, men han var modstanderens venstre forsvarer, så det kunne meget vel være ham. Jeg har sagomelme et regnskab at gøre op med ham, når jeg møder ham på Kohberg næste gang.

Resten af kampen tilbragte jeg fra sidelinien iført en overdimensioneret kedeldragt, men kulden bed nu alligevel. Søndag morgen lokker jeg for en sikkerheds skyld min moar til at køre mig på skadestuen for at få røntgenfotograferet foden. Heldigvis var intet brækket, men slaget har svært ved at fortage sig, så jeg får udleveret et par krykker, som jeg nu kan humpe rundt med den næste uges tid.

Næste gang er jeg Jan Mølby. Så er der nemlig ingen chance for at blive tacklet på baglinien (hvis i forstår sådan en lille én).

Hvis man de seneste dage forgæves har ledt efter jævnlige opdateringer her på stedet, så skyldes det, at der er gået kuk i min tidsregning.

Den snedige læser har sikkert allerede gættet, at det endnu engang er noget med mobiltelefoner, som har forårsaget dette påstyr. Jeg har nemlig fået erhvervet mig en ny. En ny (den er faktisk brugt, for at være helt ærlig) mobiltelefon bør derfor også markere en ny æra, har jeg besluttet. Derfor skal det være slut med min hidtidige tidsregning.

7 dage nåede jeg at leve i den, men det kunne ikke blive ved at gå. Det er som en iskold spand vand at få i hovedet, når man ikke læse sms’s eller få opkald. Ganske enkelt forfærdeligt. Man føler sig helt uden for den etablerede verden. Derfor måtte jeg kapitulere, købe en ny mobil og genindføre den tidsregning fra før jeg vaskede min gamle mobil (husk derfor lige at lægge 7 dage til min dødsattest, når den tid kommer)

Egentlig ville jeg have sådan en klap-telefon, så man kan disse ubehøvlede folk i røret nemt og arrogant, blot ved at klappe den i - det ser virkelig utrolig overlegende ud på film - men så havde de selvfølgelig ikke den jeg fandt, med det udstyr jeg ønskede. De konventionelle mobiler havde ingen klap-funktion, så det passede heller ikke hertugen.

I realiteten er der alt for mange valgmuligheder. Det er næsten lettere at holde styr på det samlede måneskinsarbejde i Danmark, end at danne sig et overblik over markedet for mobiltelefoner. Så for at skrotte hele det frie marked op og ikke pumpe alt for mange penge i det økonomiske kredslød, så valgte jeg at købe en brugt mobiltelefon. Smart, ikke?

Fremover er jeg erklæret tilhænger af planøkonomi. Så skal jeg i det mindste ikke besøge 1200 hjemmesider for at finde alle modeller.