Ganske vist var hun udskadt, end ikke mistet så meget som et stykke hår, men det skal ikke ødelægge min heltedåd. Netop på vej hjem fra Guantanamo (læs: min tandlæge), slog det mig pludseligt: “Hvad nu hvis?”.

Min kære moder havde allerede inden jeg overhovedet havde overvejet at stå ud af sengen, prædiket om, hvor meget isslag der ville ligge på vejen denne morgen. Til min store forbløffelse, så var der dog ingen ventende politibil til at eskorte unge Fallesen sikkert fra bopælen til sadomasochisten. Måske vejunderlaget alligevel ikke var så risikabelt, som kvindemennesket havde slået på tromme for.

Køreturen derud efterlod ingen problemer med vejrforholdene, og Djævlen havde sit hyr med at overbevise mig om fornuften i fænomenet tandtråd, da jeg jo fra morgenstunden var blevet taget grundigt ved næsen. Glat føre, er godt føre (og håndbremsen bliver luftet).

Hjemturen kastede tilsyneladende heller ingen spor af det frygtede isslag af sig. Men så tog pokker ved vejrguderne. Nogen hundredemeter forude havde chaufføren af en blågrøn lovemachine ‘valgt’ at parkere halvvejs nede i en grøft, halvvejs ude på vejen (det var vel nærmest en limousine). Per refleks får bremsen et blødt puf (ingen grund til at køre stærkt, når man blot skal hjem på arbejde) og jeg mærker de ‘optimale’ forhold. Jeg, som er erklæret elitebillist, kontrollerer bilen fornemt og undviger i en flot trukket halvellips idioten i grøften.

Blot et par kilometer senere er den gal igen. Kan folk virkelig ikke køre bil i dette land!? En japansk 4-hjulstrækker er parkeret med taget mod asfalten/grøften (hvorfor skal visse folk partout ødelægge landets grøfte og ikke køre på vejen som alle os andre?) lidt uden for byzonen. Nysgerrigt betragter jeg monumentet, der engang var en bil, idet jeg passerer. Efter at have entret byzonen slår det dog mig: Hvad nu hvis?

Jagten på berømmelse er sat ind.

Jeg vender, og kører tilbage. Med let raske skridt forcerer jeg den, indrømmet, spejlglatte asfalt. Området omkring bilen ser øde ud. Knuste ruder, interiør og en dametaske flyder i grøften. Taget er trykket næsten helt fladt, og forsnuden er kun noget der engang var. Jeg bøjer mig ned og kigger ind. Der er tomt. Samvittighedsfuldt råber jeg “Hallo?”. Ingen svarer, og jeg er parat til at gå igen. Mine fingre fryser i kulden. Så meget for en plads i rampelyset.

Pludseligt bliver mit kald gengældt, og jeg spotter en bevælgelse inde bag de knuste ruder. En dame (typisk, ikke?) beder mig med en forbavsende rolig stemme, at hjælpe hende ud. De værste anelse farer op i mig. Hvordan kan hun være så rolig, eller måske snarere i live, i den sammenkrøllede bil?

Jeg går om på bilens anden side, som faktisk er nogenlunde intakt bortset fra forenden. Døren bliver med en smule besvær åbnet, og der hænger damen så. Førersædet har drejet sig 180 grader, og en sikkerhedssele (!) blokerer sammen med bagsæderne damens bevægelighed. Jeg taler til hende, og hun svarer venligt igen. Hun er okay, faktisk udskadt.

Mens jeg har en stemme fra Alarmcentralen i røret, får jeg vinket en lastbil ind til siden. Trafikken er minimal midt på formiddagen i Bolderslev og omegn. Efter damen har forsikret os om, at hun er udskadt, får vi kappet sikkerhedsselen over med en hobbykniv (Guderne må vide, hvad en lastbilchauffør IKKE har i lommerne). Damens hoved er placeret irrationelt på hendes krop i forhold til at hive hende ud, men det lykkes trods alt forholdsvis uden at volde hende store smerter.

Hun vakler noget på benene i begyndelsen, men får så styr på motorikken. Hun betragter bilen i et stykke tid, og vender sig med en alvorlig mine mod mig og spørger: “Øhh, tror du man får en ny en?!”. Ikke just den reaktion jeg havde forventet. Diplomatisk svarer jeg, at “det vigtigste må være, at du ikke er kommet noget til”. Damen nikker medgivende. Vi snakker lidt om hvordan hun har fået bilen parkeret sådan der, men hun husker ikke meget. Stadig er hun helt rolig, næsten for chokeret til at være rystet. Politiet er nu nået frem. Den lokale landbetjent overtager damen. Lastbilchaufføren er kørt afsted for flere minutter siden. Det er begyndt at sne mildt, og jeg fryser. Betjenten har inviteret damen med ind i hans varme bil. Stille fordufter jeg. Mit arbejde er gjort. Jeg føler mig lidt som en helt, selvom hun ikke var kommet noget til. Pokkers, nu får jeg ingen plads i avisen i morgen.

Jagten på berømmelse stilles ind, tilbage på arbejde. Da jeg kører væk, ser jeg ambulancen komme i bakspejlet. Spildt arbejde, tænker de mon det? Nah, jeg skifter alligevel standpunkt idet jeg kører op i indkørslen. Gudskelov, at damen var uskadt.

Spillet 69 minutter af det intense opgør på Stadium of Light i Sunderland, hvor rækkens absolutte bundhold tog imod det suveræne tophold Chelsea i den engelske Premier League. Ved stillingen 1-1 er hjemmeholdet sat under pres. Den hollanske wing Argen Robben modtager bolden ved udkanten af Sunderlands straffesparksfelt. Den flamboyante spirrevip attakerer en modstander, fingerer en aflevering mod baglinien til den fremadstormende kantforsvarer William Gallas, tager i stedet et par hurtige træk den anden vej. Resolut hamrer han bolden mod mål, der via en Sunderland-spiller en smule heldigt havner i nettet. 2-1. Forløsningen er total. Robben stormer ud mod de medrejsende Chelsea-fans og omfavner dem.

Men ak nej, ikke alt skulle vise sig at være knæhøj karse for den gode Robben. Kampens dommer, paragrafrytteren Chris Foy valgte at forholde sig til det ædle fodboldspils skrevne regler og præsenterede den stakkels Robben for hans andet gule kort; marchordre for at juble. En beslutning af dommeren der havde et puritansk skær, just som det hårdt arbejdende Chelsea-mandskab havde skabt forløsningen på det gigantiske forventningspres som den ny-rige klub stiller til sig selv.

Men kan man bebrejde Robben for at handle som et menneske? 

I sport er der vindere og tabere. Mange millioner adskiller de 2 poler fra hinanden. I topidræt budgetteres der ikke med fiasko, især ikke når klubben hedder Chelsea - den hurtigst voksende og flittigst eksponerede fodboldklub i de senere år. Klubben har brugt flere milliarder kroner på at headhunte sit nøje udvalgte personale ud fra et simpelt dogme; klubben skal råde over den bedstre mand i hvert henseende. Først når denne præmis er til stede, kan man skabe Klodens mægtigste fodboldklub.

Og når nu denne ydre præmis er til stede, så kan det på det kraftigste ikke være på tale, at skulle spille uafgjort mod rækkens absolutte bundhold. Denne mulighed eksisterer ikke i Chelsea, det går mod alle naturlove.

Men når nu holdet alligevel havde sat sig selv i denne kattepine med øjeblikkelig uafgjort mod bundholdet, så må spillerne som den største selvfølge blot kæmpe endnu hårdere. For fodbold kan også blive en stereotyp automatisme for spillerne, og det var i sådan i situation at Robben tog chancen og sprang rammerne, agerede intuitivt, rationelt og slutteligt viste følelser, den rene eufori, som mennesker gør.

Men det skal være forbudt mener de høje herrer. Sat på spidsen, skal fodbold ikke være for mennesker, men robotter, synes man at læse mellem linierne. Det er sådanne herrer der underminere fodboldens udbredelse og popularitet med deres konformitet. Er fodbold virkelig blevet de fine herrers aristokratiske underholdning?

Det risikerer det i hvert fald at blive, når følelserne i spillet undertrykkes og hånes på en så barbarisk og spartansk facon, at idealerne i spillet falder til jorden. Følelser er nu en gang en essentiel del af det at gå til fodbold. Det er her helte opstår, falder og genopstår i samspil med medspillere og publikum - en uundværlig synergisme.

Afskaf denne latterlige regel og bring glæden tilbage til fodbolden, tak.

For præcis en uge siden viste DR1 dokumentarfilmen “Turn Back Time” af instruktør Tomas Gislason (Overcoming, Fra Hjertet til Hånden m.m) om dansk musiks største eksportvare gennem tiden, pop-gruppen Aqua. Den nu opløste popgruppe fortalte for første gang siden bruddet i 2001, om hvorfor de ikke længere er sammen.

Aqua nåede i deres tid i det internationale rampelys at sælge 28 mio. albums og singler, heraf alene 7 mio. solgte Barbie Girl-singler. Et dansk eventyr, der ikke er udsigt til at blive genfortalt foreløbig.

De store afsløringer blev dog ikke ligefrem bragt op af de 4 tidligere medlemmer i det sommerhus, de på forhånd havde aftalt at opholde sig minimum 12 timer i. Men havde man forventet andet? Selve snakken hen over stuebordet var en genopfriskning om forskellige episoder, ikke noget særligt i grunden, men som Lene Nystrøm filosoferede: “Klichéer fortæller sandheden. Ellers ville de ikke være klichéer”.

Ikke desto mindre, så blev skriverkarlens begejstring for dansk old-school pop vakt til live for en stund. Minderne fra folkeskolens første spæde sodavandsparties blev hentet frem fra gemmerne - det var ved disse fester, at man var klassens sejeste dreng, hvis man dansede med en pige. Var man rigtig naughty, så hev man måske endda en kinddans hjem.

Så vidt hormonerne. Aqua’s klassikkere Roses are Red, Barbie Girl, Dr. Jones, Around the World osv. kender vi alle. Vi har alle danset, skrålet og imiteret den dybe René Dif-bas. Til fester (det var i øvrigt her, at man var ude af form, hvis man bøvsede efter 5 colaer), i badet, foran spejlet og sikkert også på vej til skole.

Set i bakspejlet, så er der da noget ganske særligt over Aqua. Egentlig ikke noget særligt dansk, men de så muligheden for en international strømlinet pop-musik, og det gav pote, ikke mindst økonomisk. Oven på de foregående årtiers søgen efter den dybere mening med tilværelsen, ventrefløjens politiske melankoli, så var Aqua straight forward for alle. Selvfølgelig først og fremmest de unge. Aqua var eksponent for den rene popmusik uden skjulte dagsordener eller politiske budskaber. Teksterne kunne være skrevet af hvemsomhelst, men der skal mod bag enhver succes, og det havde Aqua.

De gamle CD’er blevet støvet af, overført til mainstream formatet mp3, og nu blæser popmusikken, mens jeg mindes hende pigen jeg vist nok kinddansede med. Hun var nu en værre fregnet frækkert og jeg havde mit spritnye joggingsæt på.