Bedre sent end aldrig, Bryan
Tuesday, January 31st, 2006Der har været sagt og skrevet meget om kulturminister Bryan Mikkelsens (K) kulturkanon, som blev lanceret i sidste uge, og diskussionen har nu også fundet vej til nærværende organ.
Helt i kulturministerens ånd i øvrigt. Kanonen skulle sætte gang i debatten hos Familien Danmark, og selvom mange har større interesse i gødning af urtebede, så står det efterhånden helt klart, at kulturkanonen har én altoverskyggende mangel. Et samlet kunstværk, som har skabt dybe kulturelle kløfter i det danske og internationale samfund. Et kunstværk som har sat spørgsmålstegn ved Danmarks integritet ude i den brede verden. Et kunstværk, som vil påvirke integration og samspil mellem danskere og danskere med anden etnisk baggrund i fremtiden.
Det er selvfølgelig Jyllands-Postens tegninger af Profeten Muhammed, som jeg taler om. God gammeldags satire, men tilsyneladende ikke i allahs (alles) øjne. Men ikke desto et stykke dansk kultur, som har skabt større overskrifter og debat end noget andet kunstværk, film, sang e.l.
Derfor mener jeg, at det må være på sin plads at kanonisere Muhammed-tegningerne. Jo mere krudt, der er i kanonen, jo større bliver effekten.
Det vil være et stærkt signal for den kære Bryan Mikkelsen, at sende til den samlede danske befolkning, hvis han valgte at gøre plads til en kanonisering af tegningerne af Muhammed i kulturkanonen. Derved udviser han forståelse for de mange religiøse, som ubetinget må føle sig forbigået i ministerens svendestykke.
Det vil være en kærkommen hyldest for de mange muslimer og arabere, der i de sidste måneder har haft alt for meget at tænke over. Der er skabt splid mellem Danmark på den ene side og navnlig arabere og muslimer på den anden side. Hysteriet må stoppe.
Mand dig nu op Bryan, og efterkanoniser et stykke dansk kultur. Du vil skabe debat, så gør det dog. Bedre sent end aldrig, Bryan.





