Set i bagklogskabens ulideligt klare lys, så er jeg godt dum. Sådan godt gammeldags dum, for en gut som mig burde vide bedre. Det er sket utallige gange før, men alligevel så skal man lege med ilden.

Så nu går jeg med krykker.

Weekendens lørdag eftermiddag bød på amatørholdet B1950’s træningskamp nummer 2 i pre-season. Første kamp i torsdags vandt vi i overlegen stil 5-1 over et ungt Serie 6-hold, skriverkarlen scorede til 4-1, så jeg havde sådan set store forventninger til lørdagens kamp.

Hovlunds lokale Serie 5-svende tog imod Bolderslevs stolte amatører. Efter rundt regnet et kvarters spil, har jeg bevæget mig ud i højre side fra min position som spilstyrende på midten. Fikst reklamedribler jeg forbi en modstander, går mod baglinien (som i fjernsynet), ser ganske vist en modstander komme flyvende med 120 km/t, men drister mig alligevel til slå indlægget. Og der ligger jeg så sekunder senere og vrider mig i smerte. Jeg skulle have hoppet over tacklingen, og reddet hjørnesparket, men næh nej, Henrik skulle absolut lege Joaquin (ham fra Betis), og nu må jeg tage prisen.

Det værste er nu lige godt, at tacklingen formentlig blev sat ind af en smed fra Kohberg! Jeg er dog ikke 100 % sikker, men han var modstanderens venstre forsvarer, så det kunne meget vel være ham. Jeg har sagomelme et regnskab at gøre op med ham, når jeg møder ham på Kohberg næste gang.

Resten af kampen tilbragte jeg fra sidelinien iført en overdimensioneret kedeldragt, men kulden bed nu alligevel. Søndag morgen lokker jeg for en sikkerheds skyld min moar til at køre mig på skadestuen for at få røntgenfotograferet foden. Heldigvis var intet brækket, men slaget har svært ved at fortage sig, så jeg får udleveret et par krykker, som jeg nu kan humpe rundt med den næste uges tid.

Næste gang er jeg Jan Mølby. Så er der nemlig ingen chance for at blive tacklet på baglinien (hvis i forstår sådan en lille én).

En tilbagevendende fornemmelse blev vakt i mig sidste weekend; jeg hader at køre i tog.

Som sådan er der ikke noget i vejen med togene, man sidder jo egentlig fornuftigt når man endelig får sig en siddeplads, men det er bare ikke min kop te. Især ikke når man skal skifte tog undervejs, det er oftest lig med ventetid, masser af ventetid.

Men ak ja, jeg slap da levende fra en halv times ventetid på Fredericia Banegård. Jeg troede måske, at ventetiden ville lulle mig nogenlunde i søvn, når jeg atter ville stige på det næste tog, men sådan måtte det ikke være. Trods 2½ times transport fra Rødekro til Århus, så lykkedes det mig akkurat at sove hele 0 timer, 0 minutter og 0 sekunder. Imponerende timing (optag mig Guiness).

Næsten entret Århus Banegård lykkes det mig at underholde en musestille togvogn med en velklingende sønderjysk jargon, blot fordi Rasmus absolut ville informere mig om, at han endnu ikke havde grejet hvilket perron jeg ankom på. Fair nok, han kunne selvfølgelig ikke vide, at jeg annulerede hans første opkald med fuldt overlæg. Men hvem fanden snakker i mobil (nårh ja, den historie har i endnu til gode, jeg har fået en ny én), når de kører i tog?!

Resten af flokken havde naturligvis fortæret et aftenmåltide, da jeg lørdag kl. 18 lokal århusiansk tid ankom til storbyen. Skulle nogen stadig være i tvivl om mit ærinde, så skyldes det Thiesen og Sørensens (indflytter?)fest. De 2 gæve sønderjyder er endelig flyttet til grønnere egne, og hvad betyder det så? Nu er jeg officielt den sidste tilbageblevne af crewet i Bolderslev, den sidste der bor hos moar (endnu en rekord til Guiness, det ender med, de må udgive en hel bog om mig).

Helt og aldeles ukendt i Århus centrum (ja, ja, også resten af byen, men det behøver jeg jo ikke fortælle, vel?) vandrer jeg rundt efter en Burger King, som ifølge Rasmus Krak.dk ligger ud af døren og til venstre (!). Godaw do, naive mig fik gået nogen meter, havnede på en Sunset (eller hed den Subway?), guffede en sandwich, fandt tilbage til Filetkongen og -prinsens lysthus, fandt en stol, åbnede en øl, og dér sad jeg de næste 4-5-6 timer (tissepauser ekskluderet). 

Vi er nu gået på disko.

På et tidspunkt har jeg fået en falaffel.

Jeg kommer i seng på et andet tidspunkt.

Sørensens sms-flirten vil ingen ende tage tidligt søndag morgen. Hans popsmarte mobiltelefon med tastaturtoner irriterer mig grusomt, men da han ærligt forklarer, at han liiiige er midt i, at sende samtlige damer i nummerkartoteket en invitation til en fræk søndag aften, så accepterer jeg det overbærende. Jeg har trods alt meget at lære af ham endnu, en mentor disser man ikke bare!

Det var Prins Thiesen ellers ved få timer forinden. Et ganske spøjst indslag opstod mellem ham og Sørensen, da de begge havde hver deres version af en episode på diskoet. Sørensen ville ikke have, at Thiesen forstyrrede hans sweettalken med damerne på diskoet og havde bedt ham om at gå, så han kunne charmere i fred. Thiesen derimod, troede at Sørensen havde disset ham, da han anså ham som en reel konkurrent til damerne. Forvirrende? Ja tak. Men de blev da forsonet, og Rasmus og jeg fik en morsom oplevelse for livet.

Ikke så snart havde Sørensen lagt sin bippende mobil til ro, før Jimi dukkede op med tøserne. Hurtigt opstår der rygter om, at Jimi har optaget undertegnede i en underholdende dans der både inkluderer moonmalk, running man og delvis afklædning midt på dansegulvet. Det er det purre opspind, kan jeg love. En nobel herre som mig… tsk, tsk. Never.

Vi sender tøserne afsted med toget, og finder vej til et fast food-spot. Som var det skæbnens ironi, så møder vi på vej mod McDonalds, McClemens! Jeg får kastet et improvisativt, men ganske catchy håndtegn mod rapperen, som rutineret gengælder det. Jeg føler mig allerede dybt inde i rap-kulturen. Men havde man forventet andet? Jeg er jo et dannet menneske, der forstår at klimatisere sig.

14.52 stiger Rasmus og jeg på et tog mod Hamburg Haubtbahnhof (glem det, vi havnede ikke i Hamburg). I toget møder vi en venlig konduktør/steward ved navn Lars. Lars er min gamle kærestes far, og vi kom rigtig godt ud af det dengang. Det tog ham lige en 5 sekunder at huske mit navn, men så snakkede og snakkede han længe, festlig fyr, og han lovede at hilse derhjemme. Da han gik, sad Rasmus og var sur. Rasmus har også været sammen med Lars’s datter i nogle måneder, men Lars genkendte ham ikke. Tihi, jeg må have gjort et godt indtryk!

Samlet set, en skøn weekend i vennernes tegn.