Når de danske håndboldherrer i aften spiller mod Norge, kan det meget vel vise sig at være den vigtigste kamp for danskerne i EM-slutrunden. Vinder vi kampen, er selvtilliden i top til kampen mod Rusland på søndag. Taber vi, så går selvtilliden den stik modsatte vej, og vi kan være ude af medaljekampen, inden den for alvor er begyndt.

Godt nok siger Wilbek, at kampen i aften ikke er altafgørende. Det er den naturligvis heller ikke i den forstand, at Danmark er definitivt ude, hvis vi taber. Men meget vil være ganske lettere, hvis vi kan besejre Norge. Så er vi minimum sikret to point i mellemrunden, hvor vi med stor sandsynlighed tørner sammen med Kroatien og Polen.

En sejr mod Norge og storsejr mod Montenegro i morgen, vil give et solidt rygstød til kampen mod Rusland. Og hvis den også kan vindes, så har vi pludseligt maksimum point med i mellemspillet.

Omvendt kan et nederlag til Norge betyde dårlige fornemmelser til kampen mod Rusland. Skulle Danmark gå hen og tabe den kamp også, så tager vi ingen point med i mellemrunden. Dermed er vi reelt ude af medaljeslutspillet.

Meget afhænger altså af i aften. Uanset om Wilbek vil erkende det.

2007 er et år, jeg gerne vil glemme hurtigst muligt. Men det sker ikke. Dertil er minderne for uslettelige. Michael Rasmussens offentlige henrettelse under sommerens Tour de France vil aldrig fortone sig i min hukommelse. Aldrig, aldrig, aldrig.

Michael Rasmussen gav mig så mange dejlige oplevelser. Fantastiske, eventyrlige, umulige drømme. Men denne skrøbelige eksistens viste hele verden, at det er tilladt at tænke stort. Det, ingen troede var muligt, blev pludseligt forvandlet fra en pervers tanke til en logisk slutning. At Rasmussen var den stærkeste rytter i Tour de France.

Han sejrede så meriterende på Col d’Aubisque den skæbnesvangre onsdag i juli. Sin største triumf i karrieren. Een af de smukkeste etaper i Tourens mytologiske historie. Men den aften blev vi alle sendt fra Himlen til Helvede. Så abrupt, så brutalt. Umenneskeligt, uværdigt.

Rasmussens arbejdsgiver bukkede under for det klamme dopingspøgelse, der hele tiden havde omringet Rasmussen siden hans erobring af den talismaniske gule førertrøje. Bukkede under for pres fra Tour de France-arrangørerne, der hellere så en spanier i løbets førertrøje end en klejn dansker fra et land med kun få millioner indbyggere. Så grim er bagsiden af medaljen.

Den onsdag aften græd jeg. Rasmussen var fire dage fra Paris. Byen der lugtede lige så meget af frihed og sejr, som Berlin gjorde for de allierede soldater under anden verdenskrig. Beskedne fire dage fra en af Tour-historiens smukkeste sejre. Helten Rasmussen blev bestialsk gjort til skurken for cykelsportens deroute.

Det har efterfølgende vist sig, at Michael Rasmussen er en løgner. Men det kan ikke fjerne de minde uforglemmelige minder, han gav mig. Hvordan skal jeg kunne slette min hukommelse, lade som om jeg ikke har set det?

2007 gav mig både nogle af de smukkeste og modbydelige oplevelser. Det er desværre som regel det sidste, jeg husker bedst. Den smertelige sortie. Den julidag myten Michael Rasmussen blev karakterdræbt.

Der går storpolitik i mange ting. Og nu også i den officielle kåring af verdens bedste fodboldspiller. Det internationale fodboldforbund, FIFA, har i sin nylige nominering af 30 spillere udeladt et par af de fremmeste eksempler på dygtige fodboldspillere.

Han var på forhånd favorit hos mange. Men sådan skulle det ikke arte sig. Francesco Totti må, trods et forrygende kalenderår, indstille sig på ikke at modtage den hæder, som han sammen med de tre knægte C. Ronaldo, Kaka og Messi om nogen har gjort sig fortjent til.

Det er vanvittigt, latterligt. Til grin. Hvordan fodboldens fine herrer i FIFA har fundet Thuram, Marquez, Riquelme og Buffon bedre egnet end Totti, Ibrahimovic, Villa og Fabregas må være en gåde for de fleste.

Thuram - utvivlsomt blandt verdens bedste midtstoppere i et årti - spillede i sidste sæson sin dårligste sæson i mands minde. Læg dertil, at han ikke en gang var fast spiller hos Barcelona.

Buffon - utvivlsomt blandt verdens bedste målmænd i en årrække - spillede i sidste sæson i den italienske Serie B. Alene det bør være grundlag nok for ikke at nominere ham. Hvordan kan man vise sin berettigelse til en nominering blandt verdens 30 bedste fodboldspillere, når han ikke spiller på højeste niveau?

Riquelme - utvivlsomt en gudsbenådet fodboldspiller - spillede i sidste sæson i argentiske Boca Juniors, fordi han faldt i unåde med træneren i spanske Villareal. Det gælder det samme for Riquelme som for Buffon. Heller ikke han spillede på højeste niveau.

Marquez - en dygtig forsvarsspiller - spillede i sidste sæson ikke godt. Han var ofte direkte impliceret i mål til modstanderen via sløsede markeringer og et utal af kostbare fejlafleveringer. Sammen med Thuram årsagen til Barcelonas skrantende forsvarsspil.

Der er ingen argumentation overhovedet for at nominere disse fire spillere. Eller jo. Marquez er den eneste repræsentant for nordamerika på listen. Et tilfælde? Næppe. Riquelme, Thuram og Buffon er sandsynligvis udtaget på baggrund af deres præstationer i sidste sommers VM-turnering. En turnering, der på ingen måde bør danne grundlag for dette års præmiering.

FIFA’s årlige kåring af den såkaldt bedste fodboldspiller i verden er endt som et Mickey Mouse-trofæ. En ligegyldig præmie, der ingen sportslig berettigelse har. FIFA har denne gang sat alle sportslige hensyn over styr for den stadig vigtigere storpolitik.

Tre af de mest formstærke spillere i verden i øjeblikket er ikke at finde på listen. Totti, Ibrahimovic og Fabregas må føle sig forbigåede i den grad.

De tre spillere kan dog trøste sig med, at der hos FIFA må sidde en gruppe mennesker, der ikke kan se sig selv i øjnene. Bundkorrrupte slipsedrenge med samvittighed som en kinesisk gadesælger. De vil hver morgen frem over vågne op vel vidende, at de i 2007 kastede en dyb skam over fodbolden.

Og næppe for sidste gang.