Så har vi beviset! Verdensfodbolden i dag er mere korrumperet og præget af økonomiske og politiske hensyn end nogensinde.

Det franske fodboldmagasin France Football kårer hvert år verdens bedste fodboldspiller. De har uddelt den traditionsrige pris, Ballon d’Or (den gyldne bold), siden 1956, og den overstråler i manges øjne FIFA’s officielle kåring af årets bedste fodboldspiller.

Forskellen på de to priser er, at FIFA’s pris uddeles på baggrund af stemmer fra verdens landstrænere og anførere, mens Ballon d’Or vælges af udvalgte sportsjournalister.

Som regel finder man flere eksotiske og kuriøse nomineringer i FIFA’s pris. De små øriger rundt om i verden plejer at indgå alliancer med deres naboøer, og derved bliver en aldeles ukendt haitansk spiller nomineret i kåringen. Hvor sødt og betænksomt!

Men.

Når udvalgte sportsjournalister, som følger internationalt fodbold tæt, mister enhver form for dømmekraft, så er det ikke længere sødt og betænksomt.

Tag nu bare årets nomineringer til Ballon d’Or. 50 spillere er på listen, fleres berettigelse kan selvfølgelig diskuteres, men alt i alt ser det rigtig fornuftigt ud.

Undtagen.

Adriano!

Spilleren som jeg sidste sommer ikke tøvede med at kalde for “den meste komplette angriber i min tid”. Det var dengang vel at mærke. For siden da er sket meget i Adrianos karriere. Rigtig meget. Fra at være en af verdensfodboldens mest frygtindgydende angribere, er han nu forvandlet til en ganske ordinær reklamesøjle, der på lige fod med fedtklumpen Ronaldo lever på fordums styrke og image.

Ballon d’Or prisen uddeles på baggrund af meritter i årets løb, og her noterer man sig en svag Adriano. Så er det sagt mildt. Fire mål scorede han for sin klub Inter i foråret og to mål for Brasilien under verdensmesterskaberne i Tyskland. Han har ikke scoret i indeværende sæson endnu.

Seks mål er lig med nominering blandt de ypperste fodboldspillere i verden. Det er ganske enkelt tegn på skandaløs dømmekraft.

Hans italienske klub Inter har nu reageret på hans ringe form ved at sende ham på tvungen ferie på ubestemt tid, i håbet om at han genfinder sin motivation.

Det sidste lader vi stå et øjeblik.

Han burde ellers ikke have så meget at grine af

Byen og dens beboere har hejst flagene denne solrige sensommerdag i september til ære for de gæstende tv-kendisser. Skriverkarlen er taget til showkamp i Hovslund lørdag den 9. september, en lille flække i Sønderjylland med 500 indbyggere, for at opleve det lokale seriehold i fodbold spille mod artisterne fra fjernsynsfænomenet FC Zulu.

Af Henrik Fallesen

600 billetter solgt i forsalg har fået byen til at omdanne en ellers frodig græsmark til et primitivt parkeringshus. Ved ankomsten tre kvarter før kampstart er der stadig mange tomme parkeringspladser, som en lokal frivillig guider den fattige trafik hen mod. På afstand høres en dunkende musik fra stadion, en umiskendelig del af disse arrangementer. Billetkontrollanten ved indgangen til stadion fortæller med tydelig sønderjysk dialekt om en estimeret stadionkapacitet på 850 tilskuere.

Stadion ligner på en prik det typestadion, som findes i alle lavere rangerende serieklubber; en græsmark med hvide streger. I dagens anledning er der opsat en lang række hvide plastikhavestole langs begge sidelinier. Der skal kræses for publikum.

Et godt stykke bag begge mållinier og den ene sidelinie løber et læhegn af ege- og bøgetræer, der indkapsler det spartanske stadion. Bag den anden sidelinie er opført et mindre klubhus. Det er herfra, at spillerne skal starte deres entré på banen mens bløde poptoner summer i højtalerne. I et tomt øltelt spiller to ældre countrymusikere. De sidder med hver deres guitar, har sort westernhat på hovedet og gråt overskæg. Ingen lægger mærke til dem. Populærmusikken i de til lejligheden opstillede højtalere rundt om fodboldbanen negligerer livemusikken. Uden for ølteltet findes den sønderjyske specialitet: ringridderpølsen. En fast inventardel ved alle sportsarrangementer i det sønderjyske landskab i sommerhalvåret.

For de yngste er der opsat en oppustet fodboldbane, som lader til at more dem. Banen er ganske vist mere end overbefolket, men det essentielle her er ikke strukturen i fodboldspillet, det er glæden ved at være med.

Vi befinder os milevidt fra den fodbold, som vi er vant til at se; landskampe, superliga og Champions League. Vi er langt væk fra konkurrenceidrætten, hvor millioner af kroner står på højkant. Atmosfæren her er afslappet. Tilskuerne glæder sig over arrangementet, en eftermiddag i vennernes lag og den efterfølgende byfest.

Det er nøjagtig de dyder, som har lokket den nu forhenværende internationale topdommer Kim Milton Nielsen til byen. Som erfaren opmand har han sagt ja til at lede slaget på banen, netop for at genopleve glæden ved fodbolden. ”Når jeg har været ude til kampe i Champions League har atmosfæren ofte været stresset. Holdene er bange for at tabe og dermed gå glip af mange millioner kroner,” siger den lange dommer, mens han fortærer en ringriderpølse efter kampen. ”Ved sådan et arrangement her er det noget helt andet. Folk synes det er sjovt og er glade. Man er ligeglad med om man vinder eller taber, og så snart kampen er færdig er resultatet glemt”.

Til kampstart har 761 tilskuere fundet vej til Hovslund. Der er nu køer omkring de allestedsværende ølboder, og en korpulent herre kører med en gul sækkevogn konstant tomme og fulde ølankre til boderne. Publikum skal hele tiden serviceres. Det gælder ikke kun med mad og drikke. Foran klubhuset falbydes den gule FC Zulu-trøje med de ejendommelige hvide prikker. Mens FC Zulu-trøjen hovedsageligt bliver købt af den yngre del af publikum, er der andetsteds tøjvarer for de ældre årgange. En lokal kvinde sidder ved et bord og tiltrækker folk med sine hjemmestrikkede trøjer og sokker. Ikke nogen driftig forretning ifølge hende selv. ”Det er udelukkende for fornøjelsens skyld. Mine børn er blevet for store til at ville gå i det, så derfor sælger jeg det til andre interesserede” siger hun og fortæller at hendes søn spiller for hjemmeholdet Hovslund GF, der spiller i Serie 5. Mens vi snakker, kommer de to hold på banen for at opvarme. Strikkekonen fortæller, at sønnen er noget bange for at tabe kampen til tv-holdet.

Arrangementet drejer sig ikke kun økonomi. I langt højere grad er byen bange for at forsvinde i kommunesammenlægningen til nytår. Skolen er truet med lukning og købmanden må ligeledes snart dreje nøglen om. ”Der er meget socialt i det her. Vi vil gerne bevise, at Hovslund er i stand til at markere sig, så vi ikke forsvinder i den nye storkommune, hvad vi ellers vil gøre,” siger Ole Femø Larsen, der har boet i Hovslund i mange år og til daglig laver lydavis for blinde i Rødekro. Han roser den lokale vilje og opbakning til at stå sammen om arrangementet, et fællesskab der er nødvendigt hvis Hovslund skal overleve som samfund, mener han.

At dømme på opvarmningen, ser det lokale hold nærmest skræmmende stærke ud i forhold til Zulu-krigerne. Fodboldnovicerne ligner det de er: en flok artister, der er kommet til byen for at underholde.

Klokken 14.05 går begge hold på banen sammen med dommer Kim Milton Nielsen. Kampen spilles over to halvlege á 25 minutter, og en time senere er vi alle klogere på FC Zulus fodboldmæssige kvaliteter. 8-0 taber de til hjemmeholdet. Skriverkarlen talte sølle to skud på mål fra tv-holdet, som ikke havde mange afleveringer imellem sig.

Men det tænker ingen formentlig over nu. Den veltrimmede græsplæne invaderes fra alle sider af ynglinge, der skal have autograferet deres medbragte effekter. ”De voksne” stimler sammen om ølboderne, formentlig for at bringe sig i stemning til den efterfølgende fest om aftenen. Humøret er allerede højt. Hjemmeholdet går fra banen, og modtager adskillelige venlige klap på skuldrene, mens de medievante Zulu-spillere boltrer sig i søgelyset. Det er dem det drejer sig om denne eftermiddag; artisterne der kom til byen.

Mandag var en lettelsens dag for mig. Han skulle alligevel ikke til Celtic. Til Skotland. Den gode Thomas Gravesen.

Tirsdag er en ærgerlig dag for mig. Han skulle alligevel til Celtic. Til Skotland. Bullerbasen Thomas Gravesen.

Jeg forstår ham ikke. Ikke sportsligt i hvert fald. Lad gå, Celtic spiller Champions League stort set hvert eneste år. Men så er det også dét. Mere er der ikke at komme efter i Skotland - en liga, der ikke byder på større sportslige udfordringer end den danske udviklingsliga (dette er et meget trendy ord for tiden).

Der er ingen tvivl om, at den britiske fodboldmentalitet og -kultur passer lige så godt til Gravesen, som Supermans kostume passer Superman. Gravesen spiller bedst fodbold med hovedet under armen, og alle sejl frem. Han tager risici. For mange. Derfor fejlede han i Madrid. Real Madrid - sværvægteren.

I Skotland er han udset til at erstatte den bulgarske spilstyrer Stilian Petrov på den centrale midtbane, og indgå i et makkerskab med Neil Lennon eller den i Chelsea kaserede Jiri Jarosik. En rolle vi har set ham spille på landsholdet. En rolle der tilfalder Thomas Gravesen godt. Dér kan han tage chancer defensivt. Presse frem, når han finder tidspunktet passende. Uden at tage hensyn til den defensive timing, som han manglede i Real Madrid.

Alligevel mener jeg, at det er forkert af Thomas Gravesen at ‘flygte’ til Skotland. Niveauet i den skotske Premier League er latterlig lavt i forhold til konkurrencestærke ligaer som den spanske eller engelske. Bulletinerne forbandt Gravesen med flere engelske klubber. Navne som Aston Villa, Tottenham og Newcastle har været nævnt. Ganske vist ikke hold der spiller Champions League, men stadig hold der hver weekend bliver matchet på noget nær højeste plan en liga kan tilbyde.

I Skotland får Thomas Gravesen seks kampe på højeste plan i Champions League. Med lidt held får han et par stykker i UEFA-cuppen bagefter. Og så selvfølgelig opgørene med Rangers. Det var så den sæsons udfordringer. I den hjemlige liga er Celtic (og Rangers) suværene. Deres dominans er totalitær. At de taber en kamp er ganske enkelt utænkeligt og sker sjældent (læs: aldrig). Medmindre det altså kan legitimeres ved et nederlag til krigsfjenden Rangers.

Thomas Gravesen har i sin tid i Premier League hos Everton været vant til at spille for næsten udsolgte stadions i England. I det spanske optrådte han på hjemmebanen Santiago Bernabeu for det næst største publikum i Europa (kun suverænt overgået af Dortmund). Nu skal han vænne sig til noget helt andet i det britiske højland. For godt en uge siden spillede Celtic på udebane mod Inverness for blot 4300 tilskuere. Løselig regnet har har de skotske stadions i gennemsnit ca. 15.000 i tilskuerkapacitet, dog trækker Celtic altid fuldt hus på Park Head, ca. 60.000. Man må derfor håbe for Gravesens egen skyld, at han har sat sig ordentligt ind i sagerne inden han skrev under på kontrakten med skotterne.

Det positive i Gravesens skifte er, at han nu får lov til at spille fodbold. I Real Madrid var han stavnsbundet af en rolle, som han ikke havde psyken og mentaliteten til at spille. Det var short passing, spil på første mulige aflevering og det var disciplin. Disciplin til at blive tilbage, hjælpe forsvaret, være en del af forsvaret. Det evnede Gravesen ikke.

Konstant blev han sammenlignet med den succesrige forgænger Claude Makelélé. Spillemæssigt er Gravesen en langt dygtigere fodboldspiller end Makelélé. Makelélé er derimod langt taktisk klogere og snedigere. Derfor har Makelélé nu succes som skraldemand i en anden stor fodboldklub. Derfor må Gravesen nu tage et kæmpe skridt ned af fodboldhierarkiet i et fodbolduland langt mod nord. I et land, hvor den mest eksotiske spiller er en falleret japansk dødboldsspecialist.

Brandærgerligt.