Den danske historie om den lille grimme ælling er nu ved at brede sig til et skandinavisk eventyr. Først skrev salige H.C. Andersen eventyret i Danmark, så vandt det danske fodboldlandshold Europamesterskabet i Sverige og nu har håndboldherrerne muligheden for at vinde endnu et trofæ - i Norge.

Den forvandling håndBoldsen & Co. er gennemgået på bare et par dage er enestående. Den grimme ælling, vi så klare sig gennem kampene mod Norge, Montenegro og Rusland i sidste uge, er i denne uge vokset sig til en stor smuk svane. Så smuk, at den er favorit til at vinde over Tyskland i semifinalen.

Vores sydlige naboer har haft mentale udfald i turneringen, men har i de sidste par kampe fundet den inkarnerede koncentration frem. Danskerne er bare blevet bedre og bedre. Et rigtigt turneringshold.

Tyskerne har trukket store veksler på en lille gruppe af spillere. Hens, Glandorf, Kehrmann og Jansen har fået ganske få pauser. Modsat har Wilbek roteret rundt med danskerne. Derfor bør vores centrale spillere være bedre restitueret end tyskernes. Det bliver den afgørende forskel i dag.

En del af de tyske spillere har ganske vist spillet både EM- og VM-finale før, mens danskernes sidste stoppested de senere år har været semifinalen. På papiret er tyskerne mere rutineret, men jeg vælger at tro, at den danske sult efter mere end bronzemedaljer gør dem i stand til at præstere på absolutte maksimum.

Wilbeks tropper har været turneringens bedste hold. Derfor bør vi også tage favoritværdigheden på vores skuldre. Og ikke mindst leve op til den.

Held og lykke, Danmark.

Det er ganske utroligt, hvad der kan forekomme af forstyrrende elementer midt i eksamenslæsningen. Tag nu bare min weekend som et klassisk eksempel.

Lørdag var der heldigvis ikke meget sport ude i verden af interesse før klokken 16. Ergo fik jeg læst et par timers International Politik lørdag eftermiddag. Men efter klokken 16 var det slut. Først blev jeg forstyrret af en sulten trang til at se Reading - Manchester United. Da den var færdig, kunne det næsten ikke betale sig at læse fra 18 til 20, når jeg i samme periode skulle have aftensmad. Derfor så jeg mig nødsaget til at smide en film på. En ganske sublim en af slagsen faktisk. 3:10 to Yuma med Russell Crowe og Christian Bale.

Så meldte Sverige - Frankrig i håndbold sig klokken 20 (derfor måtte jeg vente med afslutningen på filmen til senere på aftenen). Sådan en håndboldkamp tager jo det meste af halvanden time, så da den var færdig, kunne jeg passende zappe over på de sidste 13 minutter af Getafe - Sevilla, hvor jeg endda fik de to dramatiske mål i kampens slutfase med.

Nå. Så blev klokken 22. Slutningen på 3:10 to Yuma måtte jeg bare se. 40 minutter senere plus lidt surfen på nettet, kunne jeg se en 20 minutter af Villareal - Valencia. Det blev kun til 20 minutter af anden halvleg, fordi jeg havde besluttet mig for at gå tidligt i seng. Ikke så meget på grund af eksamenslæsningen. Næh. Der var boksning om natten!

Roy Jones, Jr., mod Felix Trinidad. Et længe ventet opgør mellem to af halvfemsernes største bokseikoner. Ifølge programmet var den sat til at starte klokken 3 dansk tid. Min overbo holdt i øvrigt fest, så klokken 2 var jeg endnu ikke faldet i søvn. Men det var åbenbart alligevel lykkeds mig at få nattebesøg af Søvnen, for jeg vågnede med et spjæt, da Lasse Jensen og en genudsendelse af Mennesker og Medier bragede ud af klokkeradioen præcis klokken 03:00.

Det krævede en del mental disciplin at rejse mig fra sengelejet. Jeg fik tunet ind på den rette kanal og måtte konstatere, at der var en anden kamp i gang. Nå. Så måtte jeg nuppe den med. Den tog kun en time, da den gik de 12 omgange ud. Men bedst som jeg troede, at nu skulle hovedkampen i gang, blev jeg taget på sengen (haha). Der var åbenbart lige endnu en ligegyldig kamp, der skulle bokses, før den ”rigtige” kamp kunne starte. Irriteret og træt satte jeg klokkeradioen til 05:15 og lagde mig til at sove igen. Da der endnu en gang kom talende toner ud af maskineriet midt i min nattesøvn, var jeg usandsynlig tæt på at blive liggende. Men jeg fik overbevist mig selv om, at det ikke var tid til at karakterdræbe mig selv.

Jeg tændte computeren - igen. Fandt den rigtige kanal, som ikke gad virke. Surfede hurtigt ind på et boksesite. Nej, kampen var endnu ikke gået i gang. Men sendetiden på de kanaler, som streamede kampen, var udløbet! Ergo ingen kongekamp. BANG! Jeg nåede knap nok at blive rasende, før jeg var faldet i søvn.

Hele dette nattecirkus gjorde, at jeg først stod op søndag middag. Først skulle have den daglige løbetur, så vaske tøj. Så blev klokken 14. Dermed var der intet belæg for at begynde at læse til eksamen, når der kun var en time til Udinese - AC Milan startede. Efter den kamp startede Danmark - Rusland. Så Atletico Madrid - Real Madrid. Nu var klokken 21. Så på nettet og se fjerde afsnit af Sommer. 22:00. Lidt surfen efter sportsnyheder. Og endnu en film, Juno. 00:30 og i seng.

Det er ikke nemt at læse til eksamen! Men hvem har i det hele taget hævdet det?

Der går storpolitik i mange ting. Og nu også i den officielle kåring af verdens bedste fodboldspiller. Det internationale fodboldforbund, FIFA, har i sin nylige nominering af 30 spillere udeladt et par af de fremmeste eksempler på dygtige fodboldspillere.

Han var på forhånd favorit hos mange. Men sådan skulle det ikke arte sig. Francesco Totti må, trods et forrygende kalenderår, indstille sig på ikke at modtage den hæder, som han sammen med de tre knægte C. Ronaldo, Kaka og Messi om nogen har gjort sig fortjent til.

Det er vanvittigt, latterligt. Til grin. Hvordan fodboldens fine herrer i FIFA har fundet Thuram, Marquez, Riquelme og Buffon bedre egnet end Totti, Ibrahimovic, Villa og Fabregas må være en gåde for de fleste.

Thuram - utvivlsomt blandt verdens bedste midtstoppere i et årti - spillede i sidste sæson sin dårligste sæson i mands minde. Læg dertil, at han ikke en gang var fast spiller hos Barcelona.

Buffon - utvivlsomt blandt verdens bedste målmænd i en årrække - spillede i sidste sæson i den italienske Serie B. Alene det bør være grundlag nok for ikke at nominere ham. Hvordan kan man vise sin berettigelse til en nominering blandt verdens 30 bedste fodboldspillere, når han ikke spiller på højeste niveau?

Riquelme - utvivlsomt en gudsbenådet fodboldspiller - spillede i sidste sæson i argentiske Boca Juniors, fordi han faldt i unåde med træneren i spanske Villareal. Det gælder det samme for Riquelme som for Buffon. Heller ikke han spillede på højeste niveau.

Marquez - en dygtig forsvarsspiller - spillede i sidste sæson ikke godt. Han var ofte direkte impliceret i mål til modstanderen via sløsede markeringer og et utal af kostbare fejlafleveringer. Sammen med Thuram årsagen til Barcelonas skrantende forsvarsspil.

Der er ingen argumentation overhovedet for at nominere disse fire spillere. Eller jo. Marquez er den eneste repræsentant for nordamerika på listen. Et tilfælde? Næppe. Riquelme, Thuram og Buffon er sandsynligvis udtaget på baggrund af deres præstationer i sidste sommers VM-turnering. En turnering, der på ingen måde bør danne grundlag for dette års præmiering.

FIFA’s årlige kåring af den såkaldt bedste fodboldspiller i verden er endt som et Mickey Mouse-trofæ. En ligegyldig præmie, der ingen sportslig berettigelse har. FIFA har denne gang sat alle sportslige hensyn over styr for den stadig vigtigere storpolitik.

Tre af de mest formstærke spillere i verden i øjeblikket er ikke at finde på listen. Totti, Ibrahimovic og Fabregas må føle sig forbigåede i den grad.

De tre spillere kan dog trøste sig med, at der hos FIFA må sidde en gruppe mennesker, der ikke kan se sig selv i øjnene. Bundkorrrupte slipsedrenge med samvittighed som en kinesisk gadesælger. De vil hver morgen frem over vågne op vel vidende, at de i 2007 kastede en dyb skam over fodbolden.

Og næppe for sidste gang.