Det er en kultur- og værdikamp af værste skuffe, som udspiller sig i øjeblikket, udløst af de famøse karikaturtegninger af profeten Muhammed. Vesten kontra Mellemøsten, to vidt forskellige verdener med uforenelige opfattelser af menneskets rettigheder.

Muslimer og arabere ser det som en hån og fornedrelse mod deres religion, at deres profet er blevet karikeret. Det hedder sig, at det er en uskreven lov i det islamiske samfund ikke at afbilde Muhammed, da man derved ophøjer sig til skaber ved at gætte på hans udseende. Det er bespottende overfor Allah, hans ufejlbarlighed vil hermed blive anfægtet og krænket.

Diversiteten kommer eksplicit til udtryk, når vi i et demokratisk og sekulært samfund bryder en islamisk tabu. Vores samfund bygger på liberale værdier som ytringsfrihed og pressefrihed, og det kan på ingen måde forenes med de muslimske og arabiske undertrykkende diktaturer. Det fundamentale i de to verdener er forskellige, og vi vil aldrig nogensinde lære at forstå hinanden. Landene i Mellemøsten, Israel eksklusiv, er dybt undergravet af det statslige totalitære styre. Religionen er folkets eneste ligeværdige ret, det er deres livsgrundlag.

Paradoksalt prøver det hellige land Saudi-Arabien at belære os danskere om hvad ytringsfrihed og tolerance vil sige, et land hvor kvinder hverken har stemmeret eller udrejsetilladelse.

Samtidig kalder muslimerne franskmænd, nordmænd og danskere for fredsløse. Fordi vi har brudt en uskreven regel i deres verden. Ikke i vores. I Saudi-Arabien bestemmer staten hvad der står i aviserne, de kan med andre ord lukke aviserne. I Danmark er det lige omvendt, her kan aviserne vælte regeringen.

Jyllands-Posten bragte de omstride karikaturtegninger af Muhammed, som et svar på den selvcensur der har fundet sted i det offentlige rum overfor bl.a. islam. Men netop denne ligestillede satiriseren, som muslimer og arabere burde glæde sig over, vækker harme. Man burde fryde sig, når et land behandler mennesker med forskellige religiøs baggrund lige. Det er et signal om at man velkommer dem med åbne arme. I stedet kræver de en særlig hensyntagen til deres egne religiøse fornemmelser. Men hvorfor skal vi behandle dem anderledes?

Islams tilhængere føler sig forfulgt i den ganske verden. Men hvorfor mon? De opstiller præmisser for hvordan vores samfund skal eksistere med henvisning til deres egen undertrykte verden.

Chefredaktøren for Jyllands-Posten, Carsten Juste, erkendte i går problemstillingen omkring den hærgende selvcensur, da han blankt indrømmede, at ingen i den nærmeste fremtid formentlig turde anfægte islam satirisk. Således har islam allerede vundet. De har intimideret offentligheden.

Ganske vist bragte flere europæiske aviser både i går og i dag de omstridte tegninger som Jyllands-Posten trykte, hvilket især har vakt stor harme mod Frankrig og Norge fra den islamiske verden. Men én ting er at reproducere sådanne tegninger, noget andet er at tage det første skridt.

Krisen bliver værre og værre. Der er noget alvorligt i gære i den globale landsby, hvor islam nu tilsyneladende er flyttet ud. De vil behandles anderledes. Der skal tages specifikke hensyn til dem. Og det kan på ingen måde forenes med de demokratiske principper om frihed, lighed og broderskab.

Måske bliver denne sag om profet-tegninger bilagt hen ad vejen, men det er kun indtil selvcensuren bliver anfægtet et andet sted i verden. Spørgsmålet er hvornår nogen tør. Gudskelov er Simon Spies død. Hans anekdotiske motto om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, havde næppe givet ham frugtbare destinationer i Mellemøsten.

Der har været sagt og skrevet meget om kulturminister Bryan Mikkelsens (K) kulturkanon, som blev lanceret i sidste uge, og diskussionen har nu også fundet vej til nærværende organ.

Helt i kulturministerens ånd i øvrigt. Kanonen skulle sætte gang i debatten hos Familien Danmark, og selvom mange har større interesse i gødning af urtebede, så står det efterhånden helt klart, at kulturkanonen har én altoverskyggende mangel. Et samlet kunstværk, som har skabt dybe kulturelle kløfter i det danske og internationale samfund. Et kunstværk som har sat spørgsmålstegn ved Danmarks integritet ude i den brede verden. Et kunstværk, som vil påvirke integration og samspil mellem danskere og danskere med anden etnisk baggrund i fremtiden.

Det er selvfølgelig Jyllands-Postens tegninger af Profeten Muhammed, som jeg taler om. God gammeldags satire, men tilsyneladende ikke i allahs (alles) øjne. Men ikke desto et stykke dansk kultur, som har skabt større overskrifter og debat end noget andet kunstværk, film, sang e.l.

Derfor mener jeg, at det må være på sin plads at kanonisere Muhammed-tegningerne. Jo mere krudt, der er i kanonen, jo større bliver effekten.

Det vil være et stærkt signal for den kære Bryan Mikkelsen, at sende til den samlede danske befolkning, hvis han valgte at gøre plads til en kanonisering af tegningerne af Muhammed i kulturkanonen. Derved udviser han forståelse for de mange religiøse, som ubetinget må føle sig forbigået i ministerens svendestykke.

Det vil være en kærkommen hyldest for de mange muslimer og arabere, der i de sidste måneder har haft alt for meget at tænke over. Der er skabt splid mellem Danmark på den ene side og navnlig arabere og muslimer på den anden side. Hysteriet må stoppe.

Mand dig nu op Bryan, og efterkanoniser et stykke dansk kultur. Du vil skabe debat, så gør det dog. Bedre sent end aldrig, Bryan.