Det er ganske utroligt, hvad der kan forekomme af forstyrrende elementer midt i eksamenslæsningen. Tag nu bare min weekend som et klassisk eksempel.

Lørdag var der heldigvis ikke meget sport ude i verden af interesse før klokken 16. Ergo fik jeg læst et par timers International Politik lørdag eftermiddag. Men efter klokken 16 var det slut. Først blev jeg forstyrret af en sulten trang til at se Reading - Manchester United. Da den var færdig, kunne det næsten ikke betale sig at læse fra 18 til 20, når jeg i samme periode skulle have aftensmad. Derfor så jeg mig nødsaget til at smide en film på. En ganske sublim en af slagsen faktisk. 3:10 to Yuma med Russell Crowe og Christian Bale.

Så meldte Sverige - Frankrig i håndbold sig klokken 20 (derfor måtte jeg vente med afslutningen på filmen til senere på aftenen). Sådan en håndboldkamp tager jo det meste af halvanden time, så da den var færdig, kunne jeg passende zappe over på de sidste 13 minutter af Getafe - Sevilla, hvor jeg endda fik de to dramatiske mål i kampens slutfase med.

Nå. Så blev klokken 22. Slutningen på 3:10 to Yuma måtte jeg bare se. 40 minutter senere plus lidt surfen på nettet, kunne jeg se en 20 minutter af Villareal - Valencia. Det blev kun til 20 minutter af anden halvleg, fordi jeg havde besluttet mig for at gå tidligt i seng. Ikke så meget på grund af eksamenslæsningen. Næh. Der var boksning om natten!

Roy Jones, Jr., mod Felix Trinidad. Et længe ventet opgør mellem to af halvfemsernes største bokseikoner. Ifølge programmet var den sat til at starte klokken 3 dansk tid. Min overbo holdt i øvrigt fest, så klokken 2 var jeg endnu ikke faldet i søvn. Men det var åbenbart alligevel lykkeds mig at få nattebesøg af Søvnen, for jeg vågnede med et spjæt, da Lasse Jensen og en genudsendelse af Mennesker og Medier bragede ud af klokkeradioen præcis klokken 03:00.

Det krævede en del mental disciplin at rejse mig fra sengelejet. Jeg fik tunet ind på den rette kanal og måtte konstatere, at der var en anden kamp i gang. Nå. Så måtte jeg nuppe den med. Den tog kun en time, da den gik de 12 omgange ud. Men bedst som jeg troede, at nu skulle hovedkampen i gang, blev jeg taget på sengen (haha). Der var åbenbart lige endnu en ligegyldig kamp, der skulle bokses, før den ”rigtige” kamp kunne starte. Irriteret og træt satte jeg klokkeradioen til 05:15 og lagde mig til at sove igen. Da der endnu en gang kom talende toner ud af maskineriet midt i min nattesøvn, var jeg usandsynlig tæt på at blive liggende. Men jeg fik overbevist mig selv om, at det ikke var tid til at karakterdræbe mig selv.

Jeg tændte computeren - igen. Fandt den rigtige kanal, som ikke gad virke. Surfede hurtigt ind på et boksesite. Nej, kampen var endnu ikke gået i gang. Men sendetiden på de kanaler, som streamede kampen, var udløbet! Ergo ingen kongekamp. BANG! Jeg nåede knap nok at blive rasende, før jeg var faldet i søvn.

Hele dette nattecirkus gjorde, at jeg først stod op søndag middag. Først skulle have den daglige løbetur, så vaske tøj. Så blev klokken 14. Dermed var der intet belæg for at begynde at læse til eksamen, når der kun var en time til Udinese - AC Milan startede. Efter den kamp startede Danmark - Rusland. Så Atletico Madrid - Real Madrid. Nu var klokken 21. Så på nettet og se fjerde afsnit af Sommer. 22:00. Lidt surfen efter sportsnyheder. Og endnu en film, Juno. 00:30 og i seng.

Det er ikke nemt at læse til eksamen! Men hvem har i det hele taget hævdet det?

Flere dele af den muslimske verden har i den seneste tid udråbt Danmark til et intolerant og xenofobt samfund, og set i det lys, var det særdeles belejligt, at statsminister Anders Fogh (V) foran den samlede verdenspresse i går sagde, at “Danmark er et af verdens mest tolerante og åbne samfund”.

Men der må og bør være en grænse for hvor meget, vi kan tillade os stiltiende at acceptere. Det er aldeles ikke acceptabelt og befordrende for Danmark, når en delegation fra de islamiske kredse herjhemme tager til Mellemøsten med henblik på at udrede de tråde som har været årsag til misforståelser, og i stedet fremviser bizarre billeder af profeten Muhammed afbildet som pædofil og udstyret med grisetryne (et billede der ifølge Ekstra Bladet stammer fra en grisefest i Frankrig), samt et billede af en bedende muslimsk mand, der voldtages analt af en hund.

Ligeledes er det forkasteligt, når lederen for det Islamiske Trossamfund Abu Laban taler med de polemiske to tunger. Til arabiske tv-stationer glæder han sig over boykotten af danske varer, mens han til dansk tv opfordrer den arabiske verden til at stoppe boykotten.

Derfor er jeg for en gangs skyld fuldkommen enig med Pia Kjærsgaard, når hun antyder at ovennævnte episoder bevæger sig på grænsen til landsforræderi. Vi kan ikke være tjent med, at disse mennesker rejser til Mellemøsten under påskud af at ville fremmme danskernes sag, men i stedet blinker og trutter med horn og lygte over billeder som aldrig har haft nogen relation til Jyllands-Postens karikaturtegninger af profeten.

Disse personer og deres sympatisører, og det inkluderer sågar danske statsborgere, bør udvises af Danmark øjeblikkeligt. Hvis ikke de befinder sig vel i et ‘intolerant’ samfund som det danske, så lad dem endelig rejse tilbage til deres eget muslimske ‘tolerante’ samfund, hvor kvindeundertrykkelse, håndsafhugning og æresdrab er blandt de moderne, liberale værdier.

Og i samme åndedrag kunne vi passende stoppe bistanden til de lande, som påråber dødsdomme over danskere og boykotter danske varer. De sparede penge burde solidarisk skænkes til de danske virksomheder, der har mistet betydelige indtægter ved at kæmpe for den demokratiske frihed. Påfaldende er det i øvrigt, hvordan våben og ammunition flyder i en overflod i disse lande, som kun klarer de økonomiske skær via udenlandske subsidier. Men det er vel blot endnu en vestlig konspiration, at påstå det…

Det er en kultur- og værdikamp af værste skuffe, som udspiller sig i øjeblikket, udløst af de famøse karikaturtegninger af profeten Muhammed. Vesten kontra Mellemøsten, to vidt forskellige verdener med uforenelige opfattelser af menneskets rettigheder.

Muslimer og arabere ser det som en hån og fornedrelse mod deres religion, at deres profet er blevet karikeret. Det hedder sig, at det er en uskreven lov i det islamiske samfund ikke at afbilde Muhammed, da man derved ophøjer sig til skaber ved at gætte på hans udseende. Det er bespottende overfor Allah, hans ufejlbarlighed vil hermed blive anfægtet og krænket.

Diversiteten kommer eksplicit til udtryk, når vi i et demokratisk og sekulært samfund bryder en islamisk tabu. Vores samfund bygger på liberale værdier som ytringsfrihed og pressefrihed, og det kan på ingen måde forenes med de muslimske og arabiske undertrykkende diktaturer. Det fundamentale i de to verdener er forskellige, og vi vil aldrig nogensinde lære at forstå hinanden. Landene i Mellemøsten, Israel eksklusiv, er dybt undergravet af det statslige totalitære styre. Religionen er folkets eneste ligeværdige ret, det er deres livsgrundlag.

Paradoksalt prøver det hellige land Saudi-Arabien at belære os danskere om hvad ytringsfrihed og tolerance vil sige, et land hvor kvinder hverken har stemmeret eller udrejsetilladelse.

Samtidig kalder muslimerne franskmænd, nordmænd og danskere for fredsløse. Fordi vi har brudt en uskreven regel i deres verden. Ikke i vores. I Saudi-Arabien bestemmer staten hvad der står i aviserne, de kan med andre ord lukke aviserne. I Danmark er det lige omvendt, her kan aviserne vælte regeringen.

Jyllands-Posten bragte de omstride karikaturtegninger af Muhammed, som et svar på den selvcensur der har fundet sted i det offentlige rum overfor bl.a. islam. Men netop denne ligestillede satiriseren, som muslimer og arabere burde glæde sig over, vækker harme. Man burde fryde sig, når et land behandler mennesker med forskellige religiøs baggrund lige. Det er et signal om at man velkommer dem med åbne arme. I stedet kræver de en særlig hensyntagen til deres egne religiøse fornemmelser. Men hvorfor skal vi behandle dem anderledes?

Islams tilhængere føler sig forfulgt i den ganske verden. Men hvorfor mon? De opstiller præmisser for hvordan vores samfund skal eksistere med henvisning til deres egen undertrykte verden.

Chefredaktøren for Jyllands-Posten, Carsten Juste, erkendte i går problemstillingen omkring den hærgende selvcensur, da han blankt indrømmede, at ingen i den nærmeste fremtid formentlig turde anfægte islam satirisk. Således har islam allerede vundet. De har intimideret offentligheden.

Ganske vist bragte flere europæiske aviser både i går og i dag de omstridte tegninger som Jyllands-Posten trykte, hvilket især har vakt stor harme mod Frankrig og Norge fra den islamiske verden. Men én ting er at reproducere sådanne tegninger, noget andet er at tage det første skridt.

Krisen bliver værre og værre. Der er noget alvorligt i gære i den globale landsby, hvor islam nu tilsyneladende er flyttet ud. De vil behandles anderledes. Der skal tages specifikke hensyn til dem. Og det kan på ingen måde forenes med de demokratiske principper om frihed, lighed og broderskab.

Måske bliver denne sag om profet-tegninger bilagt hen ad vejen, men det er kun indtil selvcensuren bliver anfægtet et andet sted i verden. Spørgsmålet er hvornår nogen tør. Gudskelov er Simon Spies død. Hans anekdotiske motto om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale, havde næppe givet ham frugtbare destinationer i Mellemøsten.