Den danske historie om den lille grimme ælling er nu ved at brede sig til et skandinavisk eventyr. Først skrev salige H.C. Andersen eventyret i Danmark, så vandt det danske fodboldlandshold Europamesterskabet i Sverige og nu har håndboldherrerne muligheden for at vinde endnu et trofæ - i Norge.

Den forvandling håndBoldsen & Co. er gennemgået på bare et par dage er enestående. Den grimme ælling, vi så klare sig gennem kampene mod Norge, Montenegro og Rusland i sidste uge, er i denne uge vokset sig til en stor smuk svane. Så smuk, at den er favorit til at vinde over Tyskland i semifinalen.

Vores sydlige naboer har haft mentale udfald i turneringen, men har i de sidste par kampe fundet den inkarnerede koncentration frem. Danskerne er bare blevet bedre og bedre. Et rigtigt turneringshold.

Tyskerne har trukket store veksler på en lille gruppe af spillere. Hens, Glandorf, Kehrmann og Jansen har fået ganske få pauser. Modsat har Wilbek roteret rundt med danskerne. Derfor bør vores centrale spillere være bedre restitueret end tyskernes. Det bliver den afgørende forskel i dag.

En del af de tyske spillere har ganske vist spillet både EM- og VM-finale før, mens danskernes sidste stoppested de senere år har været semifinalen. På papiret er tyskerne mere rutineret, men jeg vælger at tro, at den danske sult efter mere end bronzemedaljer gør dem i stand til at præstere på absolutte maksimum.

Wilbeks tropper har været turneringens bedste hold. Derfor bør vi også tage favoritværdigheden på vores skuldre. Og ikke mindst leve op til den.

Held og lykke, Danmark.

Så blev det tid til en lille opdatering i sektionen omkring helte.

De 2 foregående kapitler har omhandlet idrætsudøvere, og denne gang har jeg rettet fokus mod en person, der har oplevet bl.a. idrætten fra sidelinien, men også en person som ikke kun er kendt fra sportens verden.

Personens lyriske måde at udtrykke sig på finder jeg enormt inspirerende, og hvis jeg skal nævne en helt fra litteraturen og mediernes verden vil vedkommende være mit stærkeste bud.

Hvem personen er, må i selv klikke jer til: www.unbreakable.dk/kunstneren

Jægerne Carsten Mørch og B.S. Christiansen har tidligere åbnet skriverkarlens øjne for de hårde drenge, de professionelle - statens lejemordere. Dem der hverken dræber for penge, prestige eller politik, men som sidste udvej, en nødvendighed for at fuldføre deres mission - en nødvendighed for overlevelse. 

Efter at have færdiggjort de seneste værker af succesforfattere som Jørgen Leth, Dan Brown og J.K. Rowling, var tiden nu inde til en anderledes beretning. En barsk historie, autentisk. Noget med krig, mod og overlevelse. Valget faldt på The One That Got Away af Chris Ryan.

En britisk SAS-patrulje indsættes i vinteren 1991 langt inde bag fjendens linier på irakisk territorium. Golfkrigen raser, og S. Hussein har netop invaderet lilleputstaten Kuwait. Den allierede koalitions interveneren er uundgåelig. Chris Ryan indsættes sammen med 7 andre SAS-soldater med det formål at lokalisere og destruere irakiske mobile Scud-missilramper (frygten for ABC-sprænghoveder er stor i patruljen) samt at sabotere irakiske kommunikationslinier.

Imidlertid går alting skævt. Missionen sker i al hast, og patruljens briefing er særdeles mangelfuld og utilstrækkelig. Efter planen skal patruljen etablere en overvågningspost i den irakiske ørken ved at grave sig ned i sandet, men patruljen bliver indsat i et område med lutter sten og klipper. Her har de ingen mulighed for at kunne operere, og de må trækkes ud af Irak igen. På forhånd har man nøje aftalt tabt-kommunikations-procedurer. Har patruljen indenfor 48 timer ikke givet lyd fra sig, indsættes en helikopter til drop-off-punktet hvor patruljen således skal befinde sig.

Patruljen har fået opgivet de forkerte radiofrekvenser og har som en konsekvens heraf ingen mulighed for at melde tilbage til Hovedkvarteret. At gemme sig i 48 timer i sten og klipper er en umulig opgave for patruljen. Alligevel lykkedes det dem, at befinde sig på drop-off-punktet på det aftalte tidspunkt.  Der kommer dog bare ingen redningshelikopter.

De beslutter sig at flygte til den syriske grænse der ligger 120 km mod nordvest. Under nattens flugt bliver patruljen splittet i 2 grupper. Chris Ryan og 2 kammerater bliver på forunderlig vis isoleret fra resten af patruljen, og uforberedte på den irakiske vinter må de fortsætte på egen hånd. Pludselig er den ene soldat væk, og den anden, vælger stærkt influeret af stress of udmattelse af følge med en tilsyneladende venligsindet gedehyrde. Han vender aldrig tilbage.

Overladt til sig selv må Chris Ryan kæmpe, skyde, dræbe sig vej til den syriske grænse. Udmattet, dehydreret og stærkt lidende af hydrotermi må han kæmpe sig igennem den irakiske geografi. De næste 10 dage bliver det værste eventyr man kan forestille sig.

The One That Got Away er en stærk bog, neglebidende spændende og fuld af drama. Bogen er ikke noget litterært kunstværk, den er let at gå til og helt foruden kryptiske mellemhandlinger. Men den fortæller en utrolig historie, om kampen mod sig selv, mod sin egen overbevisning, mod naturens overmagt. Ryans adfærd bliver mere og mere påvirket af hans situation som dagene går. Den professionelle jæger sænker langsomt og ubevidst paraderne. Først når konsekvenserne hober sig op foran ham, fokuserer han og træder han ind i jægerrollen igen, og helt mirakuløst undgår han knock-out-punchet.