Jeg er stadig ikke nået videre i min søgen efter livet før mobiltelefonen, og det har mildest taget tæret hårdt på mig. Folk spørger mig på gaden om indianermaling øjnene er på retro-mode, men sandheden er, at jeg ikke har sovet meget de sidste dage, og derfor har jeg erhvervet mig nogle sorte affaldsække under øjnene.

Det positive aspekt er, at jeg nu har fået en anden identitet - i det mindste for en stund. Mit nye look som indianer/american football-spiller/Marilyn Manson-wannabe bekommer mig egentlig vel. Folk finder mig interessant nu, de kigger på mig, drejer hovedet for at se mig og peger efter mig. Det kalder jeg star quality.

Jeg har nu levet hele 2 dage uden mobiltelefon, og det er forfærdeligt at se beboerne i den globale landsby sms’e til hinanden. Jeg har i dag hele 2 gange været nødsaget til at bruge en fastnettelefon. Ja, sådan en med rør, ledning og stativ til røret. Det er helt grotesk, opfindelsen stammer jo fra det forrige årtusinde. Jeg gad godt se en bankassistent overleve, hvis hans eneste remedium var en kugleramme! Summasummarum, jeg er åbenbart ikke sådan at tage livet af.

Jeg er i øvrigt blevet kraftigt forynget. Som en konsekvens af mit ikke-eksisterende liv før mobiltelefonen, har jeg genstartet min livskalender - der er jo alligevel ingen grund til at blære sig med en tid man ikke husker. Så derfor er jeg nu 2 dage gammel og hele verden står foran mine fødder. Jeg er et prodigy af min alder, helt på højde med Mozart, ham der opfandt hjulet og Poul Schlüter. Det kan kun være et spørgsmål om nanosekunder før hele verden vil have fingrene i mig.

Men spørgsmålet er; hvad skal man vælge? Så mange muligheder. Ihh, det er slet ikke til at overskue. Men pyt, jeg har jo tiden med mig. Kun 2 dage gammel. Det kan vente til i morgen, eller overmorgen eller dagen efter…

Mere er der vel egentlig ikke at sige til det. Sket er sket, og selv ikke en gedigen knytnæve i døren (det er en hypotese!) ændrer noget som helst. Kvindemennesket var selvfølgelig helt hysterisk, men i bund og grund kan hun jo være ligeglad. Det er jo mig, det er gået ud over.

Kender i det her med, at man har en tendens til at glemme oplagte ting? Selvom det er jordens største selvfølgelighed, så negligerer man alligevel konsekvenserne. Det resulterede så i, at min mobiltelefon røg en tur i vaskemaskinen i går. !@¤”#&¤%/. For Severinsens osse. Hvorfor fortæller buksernes brugsanvisning ikke, at man skal tage mobiltelefoner ud før vask (tror i, jeg har en god sag her?)? Overfølsomt elektronik, skrid ad helvede til.

Jeg havde sådan set et stærkt håb. Man har jo ofte hørt historier… Men næh nej, der var ingen kære lille mor. Dimsen er nu kaput, og jeg føler mig smidt ud af den civiliserede verden. Jeg er udenfor. Aldrig mere kan jeg læse sms-beskeder om at redde ytringsfriheden og stoppe Koran-afbrænding. Jeg kan i det hele taget slet ikke forestille mig, at jeg kan leve videre.

Sæt nu, at en pige skulle skrive til mig, og jeg hverken er i stand til at svare eller modtage beskeden. Det er snart forår og der er filet i luften. Kan man næsten være mere uheldig?

Anyways, så vil jeg prøve at overleve (altså, i det mindste give livet en chance). Jeg er jo lidt af en fighter-type, siges det (eller er det bare mit bedre jeg, der smalltalker?). Jeg kan slet ikke huske tiden før mobiltelefonen. Den må jo have været der, men det virker så uvirkeligt. Tænk, at vokse op uden! Stakkels spædbørn, har forældrene slet ingen realitetssans?

For at gøre ondt værre, så har jeg også afleveret min skridttæller (ja, jeg ved godt at jeg lovede ikke at nævne det ord igen…) tilbage til min chef. Dvs. at jeg nu står stort set uden moderne hjælpemidler til at gøre hverdagen nemmere. Naturligvis har jeg da bærbaren endnu, men det er ligesom ikke det samme.

Jeg husker nemmerlig tydeligt, da man stadig lavede opgaver i skolen med blyant og viskelæder, og jeg glemmer det aldrig. Men at huske hvad jeg lavede, inden jeg fik en mobiltelefon i sin tid, det står mig helt uklart. Måske jeg har været i dvale, og blot ventet på et elektronisk kald, åbenbaring. Nogen der kan hjælpe mig?

Klokken er lidt over 22.00 centraleuropæisk tid og jeg er træt. Ikke blot sådan søvning træt, men rigtig godt og grundig træt i hele min krop.

Mit rengøringarbejde på fabrikken sluttede kl. 8.30 i morges - efter 18½ times udmattende industrirengøring. Heldigvis gør glæden ved at se lønchecken, at det bestemt ikke er sidste gang jeg crasher et rengøringsmarathon.

Og nu vi er ved marathon. Som fortalt i går, så har jeg anskaffet mig en tilsyneladende for billig udgave af et pedometer (jeg nævner ikke ordet skridttæller på disse sider igen efter adskillige (fertile) kvinder stormede min mail i går). På min vagt i går og i dag, har jeg taget 41000 skridt, hvilket betyder at jeg indtil videre i denne uge har taget 86996 skridt, eller gået 73,5 km (igen undlader jeg at bruge begrebet gennemsnitsskridt). Ikke noget at sige til, at jeg var træt til fodboldopstart i dag.

Fodboldopstart i amatørklubben havde kick-off kl. 15.00, hvilket levnede mig omtrent 4½ times afbrudt søvn. Min chef holder ferie indtil midten af næste uge, og som den pålidelige medarbejder jeg nu er, har jeg overtaget hendes firmatelefon (den har FM-radio!). Bagsiden er, at jeg nu må lægge øre til alle de hvide kitlers brokkerier over mangelfuld rengøring. Det skete så kl. 12.04 (er det ikke lige præcis der radioavisen er slut?). Åndssvage kvalitetskælling. Nu skal jeg på arbejde i morgen, og rette alle amatørernes fejl. Juhuu, så har jeg lavet 7/7 - a perfect week, fuldt hus, yatzy eller hvad det nu hedder.

Fodboldtræningen afslørede hvilken spillemæssig krise jeg befinder mig i. Men who cares, det er pre-season. Den nye træner virkede rar og så har han siddet på bænken i 2. division (det var egentlig overflødigt af ham, at nævne det med bænken, for det havde jeg sgu regnet ud med den mavestørrelse han havde). Mit nye idol.

Hjem at se håndbold. Ærgerligt, men trods alt igen positive takter af danskerne. Op med humøret, drenge, vi nupper bronzen.

Og så til en verdensnyhed, der uden tvivl vil rydde sendefladen på alverdens tv-stationer: Ronaldo scorede på hovedstød her til aften!

P.S. Min chef siger at et gennemsnitsskridt er ca. 1 meter. What a women!