Så lykkedes det endelig, efter så mange års venten. En drøm er realiseret. Jeg har nu set paradiset, og må tilbage der til.

Den mousserende vin flyder en masse og der er vindruer og letpåklædte damer ad libitum, som danser omkring de bedårende eukalyptustræer. Herren står og skutter sig i den kolde februar luft, mens drengene svedende arbejder med konditionen…

Bolderslev fodboldklub med det originale navn B1950, er for en stund blevet professionel (sådan næsten), og jeg er ellevild. Ganske vist føles mine ben som blyklodser, de professionelle tilstande er først lige begyndt, men hvad gør det når man elsker det?

De næste 2 uger lever jeg udfra et professionelt dogme; det skal gøre ondt, før det gør godt! Sådan. Det siger mænd af den rette støbning (stakkels pigebarn). 3 gange træning plus en kamp per uge, det er en stigning på hele 50 % af træninger i forhold til min hidtige karriere. Fabelagtigt, men desværre kun i pre-season.

Min lægmuskulatur minder om Bora Bora-bjergene i Afghanistan efter amerikanske jagerfly havde aflagt dem et visit; sønderbombet. Som tidligere tofoldig cooper-test-mester i gymnasietiden plejer skriverkarlen ellers at være i fornem form, men denne vinter har jeg foretaget mig absolut intet, der har med sport at gøre. Det viser sig nu, at være en stor, stor fejltagelse. You learn from mistakes young padawan.

I morgen kan der restitueres og det ser jeg frem til. Men alligevel, alligevel så sniger der sig en psykopatisk tanke frem fra øverste etage; jeg vil løbe en lille tur. Bare en 3-5 km, lige for at markere. Man er vel seriøs - det er trods alt Serie 4. Meeeen, nu ser vi.

Godnat

Så blev det tid til en lille opdatering i sektionen omkring helte.

De 2 foregående kapitler har omhandlet idrætsudøvere, og denne gang har jeg rettet fokus mod en person, der har oplevet bl.a. idrætten fra sidelinien, men også en person som ikke kun er kendt fra sportens verden.

Personens lyriske måde at udtrykke sig på finder jeg enormt inspirerende, og hvis jeg skal nævne en helt fra litteraturen og mediernes verden vil vedkommende være mit stærkeste bud.

Hvem personen er, må i selv klikke jer til: www.unbreakable.dk/kunstneren

Jeg er stadig ikke nået videre i min søgen efter livet før mobiltelefonen, og det har mildest taget tæret hårdt på mig. Folk spørger mig på gaden om indianermaling øjnene er på retro-mode, men sandheden er, at jeg ikke har sovet meget de sidste dage, og derfor har jeg erhvervet mig nogle sorte affaldsække under øjnene.

Det positive aspekt er, at jeg nu har fået en anden identitet - i det mindste for en stund. Mit nye look som indianer/american football-spiller/Marilyn Manson-wannabe bekommer mig egentlig vel. Folk finder mig interessant nu, de kigger på mig, drejer hovedet for at se mig og peger efter mig. Det kalder jeg star quality.

Jeg har nu levet hele 2 dage uden mobiltelefon, og det er forfærdeligt at se beboerne i den globale landsby sms’e til hinanden. Jeg har i dag hele 2 gange været nødsaget til at bruge en fastnettelefon. Ja, sådan en med rør, ledning og stativ til røret. Det er helt grotesk, opfindelsen stammer jo fra det forrige årtusinde. Jeg gad godt se en bankassistent overleve, hvis hans eneste remedium var en kugleramme! Summasummarum, jeg er åbenbart ikke sådan at tage livet af.

Jeg er i øvrigt blevet kraftigt forynget. Som en konsekvens af mit ikke-eksisterende liv før mobiltelefonen, har jeg genstartet min livskalender - der er jo alligevel ingen grund til at blære sig med en tid man ikke husker. Så derfor er jeg nu 2 dage gammel og hele verden står foran mine fødder. Jeg er et prodigy af min alder, helt på højde med Mozart, ham der opfandt hjulet og Poul Schlüter. Det kan kun være et spørgsmål om nanosekunder før hele verden vil have fingrene i mig.

Men spørgsmålet er; hvad skal man vælge? Så mange muligheder. Ihh, det er slet ikke til at overskue. Men pyt, jeg har jo tiden med mig. Kun 2 dage gammel. Det kan vente til i morgen, eller overmorgen eller dagen efter…