Det charmerende mesterværk
Michael Rasmussen fejrer ikke blot betagende triumfer på de franske landeveje. Med sin charmerende kørestil kører han sig også ind i hjertet på den danske befolkning. Det er en enestående bedrift, Rasmussen er ved at gøre færdig.
Efterhånden kan det øgenavn; kyllingen, vist ikke være mere misvisende. I stedet burde han være Superman eller slet og ret Michael Rasmussen. For det er, hvad han virkelig er. Igen i dag skilte han sig ud som feltets toneangivende rytter. Rasmussen sætter farten. The New Order. Eller måske The New Age.
Væk er tristessernes tid under først den defensive Indurain og senere den suveræne Armstrong. Den tid hvor én rytter lagde låg på løbet. Undertrykte klatrerne. Disse rammer og traditioner har Rasmussen brudt. Med Rasmussen i Tour de France er der ren anarki. Og hvilket cykelløb det giver!
Michael Rasmussen er en gave til cykelsporten. En dessert der bliver serveret, så snart den franske geografi går mod himlen.
I går forsvarede han sin gule talisman til ug med kryds og slange. I dag rev han endnu en gang favoritterne fra hinanden. Med sine veltimede og aggressive ryk stak Rasmussen en sylespids i næsten alle konkurrenternes dæk. På nær én. Contador. Kometen fra Madrid. Et ubegribeligt talent der er braget ind på den største scene af dem alle.
Det var et rørende view at se Rasmussen og Contador køre side om side op ad den sidste brutale stigning. To så rene bjergryttere. Brothers in War.
Det er disse små klatrere, der åbenbarer løbet. Rebeller. En sand fryd for øjet.
Rasmussen har tidligere kørt irrationelt og mod al fornuft. I år er han modnet. Han kører for at vinde Tour de France. Med vanvid og dristighed. Og courage. I en tid hvor doping dagligt fylder mere metervis af spalteplads i aviserne, er Rasmussen en Messias for cykelsporten. Den måde han har vundet og forsvaret den gule trøje giver næring til cykelsporten. Det viser at Tour de France er så meget mere end doping. I år er Tour de France et cykelløb. En væddeløb på højde med de største præstationer i Tour-historien.
Når Rasmussen - og det er jeg nu overbevist om, at han gør - maler byen gul i Paris, skriver han sig ind i historien som én af få klatrere, der har vundet Tour de France. Gaul i 58′, Bahamontes i 59′, van Impe i 76′ og Pantani i 98′.
Det er stort. Det er vanvid. Gør det nu færdigt!
Allez Michael
