Lad os nu bare nyde det
Hvor er det fantastisk. Fan-tas-tisk. Michael Rasmussen er i den gule trøje i verdens hårdeste og største cykelløb, Tour de France.
Ikke siden de glade dage i midthalvfemserne har der været en dansk cykelrytter med chance for at vinde Tour de France. Og er det ikke bare fantastisk? Der er givetvis en del, der deler den mening. Men ikke så snart har den klejne bjergged iklædt sig den gule talisman, førend cykeleksperter står i rade række for at pille trøjen af ham igen.
Nej, Michael Rasmussen kan ikke køre en god enkeltstart. Det har han aldrig kunne. Og vil formentlig heller aldrig komme til det. En hæmsko, jovist. Men giv nu manden en chance. Hvorfor skal vi hver dag høre på alverdens formaninger om, at han altså taber den gule trøje på enkeltstarten på lørdag? Hvorfor ikke bare glæde sig over, at vi nu endelig har en dansker i den gule trøje igen?
Skidt med om Rasmussen taber trøjen på lørdag. Med den form han har vist i bjergene så vidt i Touren, kan han stadig nå at vinde terræn i de resterende bjerge i løbet. De bjerge der appellerer til Rasmussens fristelser, de indbydende bjerge. Intet hold har vist sig stærkt nok til at kunne kontrollere løbet, og det er kun til Rasmussens fordel. På bjergene er det head-to-head. På hjemmebane kan Rasmussen gøre en forskel - og måske endda vinde Tour de France!
Men inden det når så vidt: så lad os dvæle ved øjeblikket. Glæde os over, at Rasmussen er i gult. Lige nu. Og glemme alt om den faretruende enkeltstart, der venter på lørdag.
Allez Rasmussen!
