Talentet der blev misbrugt på det skammeligste
En sejr og fire andenpladser i verdens fornemste cykelløb, Tour de France, er en fornem præstation. Mange ville sælge en halv arm for at opnå sådanne resultater. Men det burde have rakt til mere. Meget mere. For Jan Ullrich.
I dag sad han og smilede forlegent som en lille dreng. Han annoncerede det karrierestop, vi alle har ventet på i nogle år. Hellere det end at se ham blive til grin igen til Tour de France. Men det burde være endt anderledes.
En 19-årig østtysk knøs fra Rostock blev i 1993 amatørverdensmester. 19 år og en sensation. Et par dage senere kunne den unge Jan se en 22-årig amerikaner vinde de professionelle rytteres verdensmesterskab. Denne gut skulle Ullrich siden hen komme til at dele kilometervis af asfalt med.
Året efter vandt Jan Ullrich bronze ved de professionelle enkeltstartsverdensmesterskaber. En komet var på vej til stjernehavet. Han kørte sit første Tour de France i 1996, hvor han var en stærkhjælperytter for Tour-vinder Riis, og han endte på andenpladsen i løbet. Tyskerne var ikke sene til at lege med tanken om, hvordan det ville være gået for ‘Der Jan’, hvis ikke han var hjælper for Riis.
På det tidspunkt stod det klart for alle, at Ullrich var et ekseptionelt talent. Tyskerne døbte han ligefrem ‘Jahrhunderttalent’, hundredeårstalentet. Hans stærkeste side var duellen mod uret, enkeltstarten. Fra første færd var han her ganske suveræn. Et fænomen, der på sine store dage kunne kvæle al modstand. I 1996 var det ikke længere et spørgsmål om Ullrich ville vinde Tour de France på et tidspunkt. Det ville han. Uden tvivl. Nej, spørgsmålet var, hvor mange gange han ville vinde. 7? 8? 9 gange?
I 1997 vandt han planmæssigt Tour de France. Det overraskede ingen. Men allerede her begyndte det at gå ned ad bakke, inden det for alvor var begyndt. Den fregnede knægt var ingen træningsnarkoman. Vinterpausen satte sig solidt på ham og sidebenene. Når Ullrich mødte til sæsonstart var kinderne runde og tykke.
Året efter i 1998 løb muskelbundtet tør for kræfter på en bjergetape og han måtte se bjerggeden Pantani løbe af med Tour-sejren. I 1999 holdt en knæskade Ullrich fra at stille til start. Da han endelig stillede op i 2000 igen, havde en anden i mellemtiden erobret cykeltronen. Den udfordring knækkede Ullrich.
Texaneren Lance Armstrong stod for alt det, Ullrich manglede. Armstrong var en uforlignelig træningsnarkoman. Ullrich havde sit store talent at støtte sig til, men det hjalp ikke meget over for Armstrong. Ullrich mødte typisk op til Tour de France i dårlig form, utrimmet. Armstrong kom til Touren i skarpeste form.
Jan Ullrich er historien om knægten, der voksede op i den klassiske øssttyske skole, hvor der blev serveret jern til morgenmad. Han var et muskelbundt uden lige. Med sit store, malende tråd kunne han dræbe al opstand i cykelfeltet. Når han var toptrænet vel at mærke. Det var han sjældent. Derfor endte det, som det gjorde.
Jan Ullrich blev kendt som det talent, der kun dukker op een gang i hvert århundrede. Han endte som evighedstalentet. Ordet ‘fiasko’ står nu malet med fede typer på hans cyklamefarvede Telekom-trøje. Blandingen af useriøs træning og dårlig rådgivning spolerede en af cykelsportens allerstørste talenter i historien.
Et talent, der henrykkede en hel verden på de gode dage. Dem var der alt for få af. Ingen vil savne Jan Ullrich nu, hvor han siger stop. Alligevel vil hans navn springe i øjnene, når cykelanalerne bliver åbnet. Jan Ullrich, talentet, der blev misbrugt på det skammeligste.
