home

Landis: Jeg er uskyldig

Floyd Landis hævder stadig, at han er uskyldig. En lang rapport offentliggjort i formiddags skal frikende cykelrytteren, når han skal for en domstol til januar.

Af Henrik Fallesen

Den amerikanske vinder af sommerens Tour de France, Floyd Landis, er fortsat uskyldig. Det hævder han i hvert fald selv. I formiddags offentliggjorde han på sin hjemmeside en omfattende 270siders rapport, hvor han redegør for sine ankepunkter over for den dopingtest, som var positiv under Tour de France i juli. 

Rapporten er udarbejdet af Landis’ advokat, Arnie Baker. Hovedpunkterne i anken er, at Landis har en naturlig overproduktion af det mandlige kønshormon testosteron, at han drak whisky aftenen inden den aflagte dopingtest, og at der er fejl i selve testen og papirarbejdet fra laboratoriet.

En af dem, som har fulgt dopingkampen i cykelsporten tæt, er DR Sportens sportsredaktør, Olav Skaaning Andersen. Han var med til at afsløre dopingmisbruget i cykelsporten med den prisbelønnede dokumentarfilm ’Tavshedens Pris’, og har ikke meget til overs for Landis’ forklaringer.


Floyd Landis hævder fortsat sin uskyld

”Det er syge bortforklaringer, fordi han ikke tør stå frem. Han prøver at finde juridiske spidsfindigheder og fodfejl i tests, der kan frikende ham. Cykelrytterne nu om dage har jo penge nok og kan købe masser af advokater til at føre deres sag,” siger Olav Skaaning Andersen.

Ekstra Bladets journalist, Lars Werge, der følger cykelsporten tæt, er træt af Landis’s skiftende forklaringer. Han ser kun en vej ud af de beskyldninger og mistanker der fyger om Landis: 

“Bevis det. Tag en dna-prøve. Hvis han virkelig er uskyldig, så er det et lille et skridt at skulle afgive et par dråber blod til en dna-prøve,” siger Lars Werge og erkender, at det er svært at stole på en cykelrytter, når deres bortforklaringer oftest bunder i rent og skær opfindsomhed. 

Floyd Landis skal i slutningen af januar næste år præsentere en formel appel til en amerikansk domstol. Olav Skaaning Andersen giver ham dog ikke mange chancer for at blive frikendt. 

”Nej, det holder ikke. Og hvis det skulle, så er det et kæmpe tilbageslag for dopingkampen, som man har brugt så mange penge på i de senere år. Men det kan jeg slet ikke forestille mig, at han gør,” siger Olav Skaaning Andersen. 

Selskabet bag Tour de France har allerede reageret på Floyd Landis’ positive dopingprøve og har principelt frataget ham titlen som Tour-vinder og i stedet rykket nummer to, Oscar Pereiro Sio, op på førstepladsen. En formel underkendelse af Floyd Landis som vinder, ventes først hvis Landis bliver kendt skyldig til januar.

Skriv kommentar

Du skal være logged ind for at skrive en kommentar.

    henrik fallesen

    • Henrik Fallesen
    • Henrik Fallesen
    • Henrik Fallesen
    • Henrik Fallesen
    • Henrik Fallesen