Og her gik man lige og troede…
Mandag var en lettelsens dag for mig. Han skulle alligevel ikke til Celtic. Til Skotland. Den gode Thomas Gravesen.
Tirsdag er en ærgerlig dag for mig. Han skulle alligevel til Celtic. Til Skotland. Bullerbasen Thomas Gravesen.
Jeg forstår ham ikke. Ikke sportsligt i hvert fald. Lad gå, Celtic spiller Champions League stort set hvert eneste år. Men så er det også dét. Mere er der ikke at komme efter i Skotland - en liga, der ikke byder på større sportslige udfordringer end den danske udviklingsliga (dette er et meget trendy ord for tiden).
Der er ingen tvivl om, at den britiske fodboldmentalitet og -kultur passer lige så godt til Gravesen, som Supermans kostume passer Superman. Gravesen spiller bedst fodbold med hovedet under armen, og alle sejl frem. Han tager risici. For mange. Derfor fejlede han i Madrid. Real Madrid - sværvægteren.
I Skotland er han udset til at erstatte den bulgarske spilstyrer Stilian Petrov på den centrale midtbane, og indgå i et makkerskab med Neil Lennon eller den i Chelsea kaserede Jiri Jarosik. En rolle vi har set ham spille på landsholdet. En rolle der tilfalder Thomas Gravesen godt. Dér kan han tage chancer defensivt. Presse frem, når han finder tidspunktet passende. Uden at tage hensyn til den defensive timing, som han manglede i Real Madrid.
Alligevel mener jeg, at det er forkert af Thomas Gravesen at ‘flygte’ til Skotland. Niveauet i den skotske Premier League er latterlig lavt i forhold til konkurrencestærke ligaer som den spanske eller engelske. Bulletinerne forbandt Gravesen med flere engelske klubber. Navne som Aston Villa, Tottenham og Newcastle har været nævnt. Ganske vist ikke hold der spiller Champions League, men stadig hold der hver weekend bliver matchet på noget nær højeste plan en liga kan tilbyde.
I Skotland får Thomas Gravesen seks kampe på højeste plan i Champions League. Med lidt held får han et par stykker i UEFA-cuppen bagefter. Og så selvfølgelig opgørene med Rangers. Det var så den sæsons udfordringer. I den hjemlige liga er Celtic (og Rangers) suværene. Deres dominans er totalitær. At de taber en kamp er ganske enkelt utænkeligt og sker sjældent (læs: aldrig). Medmindre det altså kan legitimeres ved et nederlag til krigsfjenden Rangers.
Thomas Gravesen har i sin tid i Premier League hos Everton været vant til at spille for næsten udsolgte stadions i England. I det spanske optrådte han på hjemmebanen Santiago Bernabeu for det næst største publikum i Europa (kun suverænt overgået af Dortmund). Nu skal han vænne sig til noget helt andet i det britiske højland. For godt en uge siden spillede Celtic på udebane mod Inverness for blot 4300 tilskuere. Løselig regnet har har de skotske stadions i gennemsnit ca. 15.000 i tilskuerkapacitet, dog trækker Celtic altid fuldt hus på Park Head, ca. 60.000. Man må derfor håbe for Gravesens egen skyld, at han har sat sig ordentligt ind i sagerne inden han skrev under på kontrakten med skotterne.
Det positive i Gravesens skifte er, at han nu får lov til at spille fodbold. I Real Madrid var han stavnsbundet af en rolle, som han ikke havde psyken og mentaliteten til at spille. Det var short passing, spil på første mulige aflevering og det var disciplin. Disciplin til at blive tilbage, hjælpe forsvaret, være en del af forsvaret. Det evnede Gravesen ikke.
Konstant blev han sammenlignet med den succesrige forgænger Claude Makelélé. Spillemæssigt er Gravesen en langt dygtigere fodboldspiller end Makelélé. Makelélé er derimod langt taktisk klogere og snedigere. Derfor har Makelélé nu succes som skraldemand i en anden stor fodboldklub. Derfor må Gravesen nu tage et kæmpe skridt ned af fodboldhierarkiet i et fodbolduland langt mod nord. I et land, hvor den mest eksotiske spiller er en falleret japansk dødboldsspecialist.
Brandærgerligt.
